Markedsoversigt: Aktier i topform og flad rente
Der var ingen større udsving på det danske obligationsmarked fredag. Investorernes fokus kredsede i højere grad omkring aktier, der steg pænt over hele verden.
Herhjemme kravlede C20 Cap-indekset igen tilbage mod niveauet fra slutningen af september. Det danske eliteindeks steg fredag med 1,0 pct. til 809,82. Det gav en samlet stigning på 3,6 pct. set over hele ugen. Siden efterårets bund i oktober er det steget 13,2 pct.
Den fornyede optimisme hænger sammen med både fornuftige regnskabsrapporteringer, men også en mere positiv indstilling til den generelle økonomiske udvikling og japanske stimuli, forklarer aktierådgiver i Nordea Jesper Bamberger.
Den japanske centralbank, Bank of Japan, skruede yderligere op for gassen i forhold til stimuli til økonomien fredag morgen. Banken løftede sit opkøbsprogram til 8000-12.000 mia. yen månedligt fra 6000-7000 mia. og forlængede det tilmed.
Fra regnskabsfronten tilfaldt fredagens største rampelys teleselskabet TDC, som imidlertid ikke imponerede investorerne med sit regnskab for tredje kvartal. TDC-aktien endte tredjesidst i C20 Cap-indekset med et fald på 0,2 pct. til 45,31 kr.
Fredag var samtidig dagen derpå for Novo Nordisk, der fredag sluttede sidst i C20 med et fald på 1 pct. til 268,70 kr.
Helt i toppen af C20 Cap-indekset steg Coloplast, der torsdag leverede årsregnskab, som var helt som ventet, med 3,1 pct. til kursrekorden 517 kr. En stribe finanshuse løftede efter regnskabet kursmålet for medicoaktien.
Mod toppen af C20-kransekagen sluttede Vestas med en stigning på 2,9 pct. til 198,80 kr. Selskabet modtog en ordre på 66 MW til Tyrkiet, der også indeholdt en tiårig serviceaftale.
Blandt sidepapirerne var der tørre tæsk til Veloxis, efter at selskabets lægemiddel Envarsus, der bruges til at forebygge organfrastødning i nyre- og levertransplanterede, kun har fået en foreløbig godkendelse hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.
Det brød investorerne sig ikke om, og aktien blev sendt ned med 31 pct. til 1,40 kr. Dermed blev Veloxis' markedsværdi barberet ned til 2328 mio. kr.
På obligationsmarkedet svingede renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2025 med 3 basispoint i løbet af dagen, inden den passende nok sluttede i underkanten af 1,10 pct. - samme niveau som torsdag.
Fra morgenstunden skuffede en opgørelse over det tyske detailsalg i september ved at vise et fald på 3,2 pct. på månedsbasis mod et ventet fald på 0,9 pct. blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Til gengæld steg detailsalget mere end ventet på årsbasis, hvor det voksede med 2,3 pct. mod ventet 1,2 pct.
Fra USA bragte eftermiddagen opgørelser over inflationsmålet PCE-deflatoren samt det personlige forbrug og den personlige indkomst for september. Inflationstallene var stort set som ventet, mens det personlige forbrug skuffede lidt. Ingen af tallene gav dog anledning til nævneværdige renteudsving.
/ritzau/FINANS