Obligationer middag: Lille rentefald - venter japanske opkøb
Den toneangivende danske statsobligation reducerer i formiddagstimerne mandag det indledende rentefald, som manifesterede sig ved åbningen.
Mandag middag ligger renten på den toneangivende statsobligation med udløb i 2025 på 1,08 pct. eller 2 basispoint lavere end fredagens lukkeniveau, men 1 basispoint højere end niveauet mandag morgen.
Ifølge Bloomberg News kan formiddagens lille rentefald ses i forbindelse med spekulation i, at den japanske pensionsinvesteringsfond GPIF vil købe op i eurozonens mest sikre obligationer for at øge beholdning af ikke yen-baserede aktiver. GPIF er verdens største pensionsfond.
Muligheden er opstået efter sidste uges reform af GPIF's investeringsvilkår med øgede muligheder for oversøiske investeringer.
Derudover ses der stigning i obligationskurserne, efter at data viste, at indeks for industriproduktionen i eurozonen steg mindre i sidste måned end ventet af økonomerne.
Markits indeks for de europæiske indkøbschefers forventninger i industrisektoren var for oktober på 50,6 mod ventede 50,7 offentliggjort i de første resultater.
I det sydlige Europa er stemningen mere usikker med rentestigninger på 3-5 basispoint i Italien, Spanien og Portugal.
Mandag eftermiddag byder blandt andet på ISM-tal for den amerikanske industri. Indekset har vist en stigende trend i årets første otte måneder, men i september faldt indekset faldt særligt på manglende nye ordrer.
Der ventes ifølge Bloomberg News et indeksfald til 56,2 fra 56,6 måneden før.
Ritzau Finans