Aktier: Novo Nordisk blødte mest i rødt C20
Det danske C20 Cap-indeks lukkede mandag med et fald på 0,8 pct. i 803,44, hvor den indekstunge Novo Nordisk-aktie var med til at trække ned i indekset efter negative kommentarer fra Deutsche Bank. Vestas endte i toppen af indekset forud for fredagens regnskab, og Genmab viste også gode tendenser efter en løftet anbefaling hos Jyske Bank.
- De europæiske aktieindeks tager sig en puster oven på sidste uges kursstigninger. Fra USA er der offentliggjort erhvervstillidstal, som overraskede positivt med 59 mod ventet 56,1. Et højt niveau, der endnu engang indikerer, at der er økonomisk fremgang i USA, skrev Nordea mandag eftermiddag.
Novo Nordisk faldt 2,0 pct. til 263,40 kr. Nordea fremhævede, at Deutsche Bank i en større analyse peger på de nogle af de velkendte usikkerheder såsom prispres i USA og øget konkurrence fra konkurrenter. Nordea vurderede dog, at der ikke er noget nyt i rapporten.
Vestas-aktien lukkede en stigning på 2,9 pct. til 204,60 kr. Investorerne afventer nu regnskabet fra Vestas, som fremlægges på fredag, hvor Nordea venter en opjustering af driftsmarginen. Nordea vurderede, at en årsag til stigning kan være, at demokraterne står bedre i meningsmålingen til midtvejsvalget i USA, og en sejr til demokraterne vurderes at øge sandsynligheden for den vigtige PTC-støtteordning.
Genmab løftedes 0,9 pct. til 261,20 kr. Jyske Bank løftede anbefalingen på biotekaktien til køb fra sælg, og kursmålet blev løftet til 300 kr. fra 200 kr. Genmab aflægger regnskab onsdag efter lukketid og her venter Jyske Bank, at forventningerne bliver gentaget. Nordea ser GSK's overdragelse af kræftmidlet Ofatumumab til Novartis, som en lille positiv nyhed.
FLSmidth-aktien faldt med 1,5 pct. til 264,90 kr. Nordea sænkede sit kursmål på FLSmidth-aktien til 290 kr. fra 330 kr., og i samme ombæring fik FLSmidth-aktien gentaget sin holdanbefaling. Nordea ser risiko for, at FLSmidth skuffer med fredagens regnskabstal for tredje kvartal efter at de tætteste konkurrenter har aflagt svage regnskaber. Nordea ser risiko for, at FLSmidth må nedjustere omsætningsprognosen.
A.P. Møller - Mærsks B-aktien tabte 1,0 pct. til 13.700 kr. Golden Eagle-feltet i Nordsøen er begyndt at producere olie, hvorfra Maersk Oil venter at få 20.000 tønder om dagen i 2015.
Schouw & Co. aflagde regnskab for tredje kvartal, hvor fremgang i EBIT-indtjeningen førte til en opjustering af forventningerne til EBIT-indtjeningen. Schouw-aktien lukkede med en stigning på 2,9 pct. i 270,50 kr.
GN Store Nord faldt 1,0 pct. til 136,70 kr. GN Store Nord var rygtet som mulig byder på Siemens høreapparatforretning, men den tyske avis Tagesspiegel pegede på, at kapitalfonden EQT bliver opkøberen af divisionen. Den danske konkurrent William Demant lukkede med et fald på 1,8 pct. i 441,90 kr.
Aktiefokus