Europa/aktier: Hollandsk logistikselskab trak aktieindeks ned
Den hollandske logistikkoncern PostNL tyngede kraftigt ned i mandagens europæiske aktiemarked med et fald på 13,4 pct. efter offentliggørelse af et regnskab med et skuffende nettooverskud på 12 mio. euro. Der var ventet et overskud på mere end det dobbelte - 26 mio. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Kursdykket placerede PostNL nederst i det fælleseuropæiske Stoxx 600 indeks, der samlet faldt 0,8 pct. til 334,25 efter en uge med årets mest markante fremgang indekset. I sidste uge steg indekset 2,9 pct. efter den uventede udvidelse af den japanske centralbanks pengepolitiske lempelser.
På de store europæiske børser faldt indeksene med 0,9 pct. for FTSE 100 i London, med 0,9 pct. for CAC 40 i Paris og med 0,8 pct. for DAX-indekset i Frankfurt.
I Milano faldt FTSE MIB-indekset 2,1 pct.
Italienske kursdykkere
Italienske Snam, der ejer og driver naturgasnet, faldt med 11,3 pct. Og infrastrukturkollegaen Terna, der distribuerer elektricitet, faldt 6,7 pct. Begge selskaber led under nedgradering af aktieanbefalingen fra Mediobanca til henholdsvis "underperform" og "neutral" som følge af ny statslig italiensk regulering af energidistributørernes indtjeningsrammer.
Snam blev i tilgift nedgraderet til "sector perform" fra "outperform" hos Royal Bank of Skotland.
Solsiden i indekset blev toppet af online-detailforretningen Ocado med en kursstigning på 10,3 pct. uden baggrund i egentlige selskabsspecifikke nyheder. Men den web-baserede take-away udbyder Just Eat berettede om stærkt momentum i forretningsområdet.
Opløftende Ryanair
Det irske lavprisflyselskab Ryanair var med i spidsen med en kursstigning på 7,7 pct. efter offentliggørelse af opjusterede forventninger. Ryanair regner nu med en trafikvækst på 12 pct. i tredje kvartal og på 20 pct. i fjerde kvartal, og selskabet kalder det selv for "ambitiøse mål" for årets svageste halvdel.
/ritzau/FINANS