Columbus leverer ny fremgang i indtjeningen
Softwarekonsulenthuset Columbus leverede fremgang i såvel omsætning som indtjening i tredje kvartal.
Det er 10. kvartal på stribe med en forbedring af indtjeningen, fremhæver selskabet i en meddelelse.
Omsætningen steg til 190,7 mio. kr. fra 182,6 mio. kr., mens driftsresultatet EBITDA blev løftet til 8,4 mio. kr. fra 5,8 mio. kr. I årets første tre kvartaler er selskabets resultat før skat vokset til 30,1 mio. kr. fra 13,3 mio. kr.
- Columbus præsenterer et tilfredsstillende tredje kvartal med en flot forbedring af resultatet. Vi har øget salget af brancheløsninger og konsulentydelser, og vi fortsætter med at styrke vores position på markedet, siger koncernchef i Columbus, Thomas Honoré.
Columbus' datterselskaber i England og Rusland samt selskabets softwareselskab har haft flot fremgang. Derimod meldes der om udfordringer i Norge og USA, som har ramt salget væsentligt og udløst genopretningsplaner for at få selskaberne tilbage på sporet.
For hele 2014 fastholder Columbus forventningerne om en omsætning i niveauet 900 mio. kr. samt et driftsresultat (EBITDA) i niveauet 80 mio. kr.
/ritzau/FINANS