Aktier USA: Moderate fald med fokus på Alibaba og olien
De amerikanske aktiemarkeder åbner tirsdag med moderate fald, hvor der er kommet en stribe regnskaber fra nogle af internetgiganterne. Alibaba falder lidt tilbage efter sit første regnskab efter børsnoteringen og Priceline.com er ramt af en svag prognose for det igangværende kvartal. Olieselskaberne fortsætter også nedturen efter fortsat pres på olieprisen.
Dow Jones-indekset falder 0,03 pct. til 17.360 og S&P 500-indekset taber 0,3 pct. til 2013. Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner med et fald på 0,3 pct. i 4626.
Alibaba taber 1,9 pct. til 99,85 dollar. Det kinesiske e-handelsselskab har aflagt det første regnskab efter børsnoteringen i september, hvor det i det forskudte andet kvartal bliver til en bedre end ventet omsætning og en lille positiv overraskelse med indtjeningen eksklusive ekstraordinære poster. Indtjeningen efter skat faldt dog 39 pct. til 3,03 mia. yuan efter udgifter til aktiebaserede aflønninger i forbindelse med børsnoteringen.
Priceline.com åbner 6,8 pct. lavere i 1117 dollar efter at USA's største onlinerejsebureau målt på markedsværdi har aflagt regnskab for tredje kvartal, hvor indtjening var over analytikernes forventninger, men hvor prognosen for fjerde kvartal skuffer. Priceline, der i 2005 købte Booking.com og derfor får hovedparten af omsætningen fra europæiske hotelreservationer, venter i fjerde kvartal en omsætningsvækst på 11-18 pct. sammenlignet med analytikerprognosen på 24 pct. Indtjeningen eksklusive ekstraordinære poster ventes at lande på 9,40-10,10 dollar per aktie mod analytikerkonsensus på 10,93 dollar per aktie.
Exxon Mobil falder 1,1 pct. til 94,18 dollar og Chevron taber 1,4 pct. til 115,18 dollar. Olieselskaberne er presset efter at olieprisen er dykket til det laveste niveau siden 2011, og WTI-olien handler i 77,2 dollar per tønde mod knap 81 dollar per tønde mandag aften. Saudi Arabien meddelte mandag aften, at det olieproducerende land sænker sine priser til USA. Det statsejede olieselskab Saudi Aramco annoncerede mandag aften at de amerikanske præmiepriser på Arab Light bliver sænker med 45 cent i forhold til den amerikanske olie.
Sprint dykker 12,3 pct. til 5,44 dollar. Den amerikanske mobiloperatør har tabt abonnenter for 11 kvartal i træk og samtidig bliver forventningerne sænket. Selskabet tabte i tredje kvartal 272.000 abonnenter, hvilket er markant over analytikernes forventning på 203.000. Sprint sænker forventningerne til indtjeningen eksklusive ekstraordinære poster med 1 mia. dollar til ikke over 5,9 mia. dollar. Som resultat vælger Sprint at afskedige 2000 i et forsøg på at reducere omkostningerne.
Michael Kors falder 7,6 pct. til 72,05 dollar efter at luksusvareselskabet har aflagt regnskab for det forskudte andet kvartal, hvor det bliver til en opjustering, men hvor det sammenlignelige salg skuffer. Michael Kors er et high fashion brand, der sælger smykker, men også sko, tøj, duftserier med mere. Det blev til en vækst på 16,4 pct. i det sammenlignelige salg i forhold til samme kvartal i fjor, hvilket var under analytikerkonsensus på 18,9 pct.
Aktiefokus