Aktier Europa: Små fald med fokus rettet mod Draghi
De tre store europæiske aktiemarkeder ligger torsdag eftermiddag med små fald forud for meldingerne fra centralbankchef Mario Draghi. HeidelbergCement går mod strømmen efter et opløftende regnskab, og Adidas overrasker også positivt. Til gengæld falder den franske storbank Societe Generale tilbage efter en svag indtjening i regnskabet for tredje kvartal.
Dax-indekset falder 0,2 pct. til 9300 og Ftse-indekset taber 0,2 pct. til 6529. Det franske Cac-indeks ligger 0,3 pct. lavere i 4198.
HeidelbergCement stiger 4,8 pct. til 57,40 euro efter at den tyske cementproducent torsdag morgen er kommet med regnskab for tredje kvartal, hvor både driftsindtjeningen og salget er bedre end ventet. Det sker efter at den schweiziske konkurrent Holcim tidligere på ugen aflagde et svagt regnskab. Cementproducenten fremhæver, at volumensalget har draget fordel af en fremgang i Nordamerika, Storbritannien, Østeuropa såvel som fortsat vækst i Asien samt at alle forretningslinjer viste øgede volumen.
Adidas stiger 5,8 pct. til 60,04 euro efter at den tyske sportsudstyrsproducent har fremlagt regnskab for tredje kvartal, hvor indtjeningen faldt 11 pct. til 282 mio. euro, hvilket var over analytikerkonsensus på 268,4 mio. euro. Adidas har været presset i løbet af i år efter en nedjustering i juli.
Marks & Spencer løftes 5,0 pct. til 466,20 pence. Den britiske tøj- og fødevaredetailkæde aflagde onsdag et bedre end ventet regnskab, og efterfølgende har finanshuset Deutsche Bank hævet anbefalingen på aktien til køb fra hold og UBS har hævet fra neutral til køb.
Societe Generale falder 2,1 pct. til 37,19 euro efter at den franske storbank har aflagt regnskab for tredje kvartal, hvor indtjeningen er lavere end ventet ramt af handel med aktier. Societe Generale har været ramt af den økonomiske stagnation på det franske hjemmemarked, og en afmatning i Rusland, hvor banken har en af de største filialnetværk uden for Frankrig. Analytiker Alex Koagne fra Natixis udtaler, at indtægterne er under pres inden for investeringsbankdivisionen og den franske detailbank.
Siemens taber 0,3 pct. til 88,89 euro. Den tyske teknologikoncern har aflagt regnskab for det forskudte fjerde kvartal, hvor indtjeningen fra samtlige sektorer var lidt lavere end ventet. Yderligere har selskabet også nedskrevet 223 mio. euro i vindmølledivisonen.
Aktiefokus