- Opdateret 07/11/2014 kl. 07:57
Asien: Styrket dollar trækker fjernøstlige markeder op
De fjernøstlige aktiemarkeder ligger generelt med pæne stigninger fredag morgen. Det vigtige marked i Tokyo er blandt de mest positive efter en styrkelse af den amerikanske dollar over for japanske yen.
En del af kursstigningerne er dog aftaget i eftermiddagens handel i takt med, at weekenden nærmer sig. De vigtige amerikanske arbejdsmarkedsdata bliver offentliggjort, efter at de asiatiske handlere er taget på weekend.
- De amerikanske tal er fortsat med at ticke ind, og arbejdsløshedskøen er faldet mere end ventet. Optimismen er stigende op til dagens officielle jobrapport, siger markedsstrateg Stan Shamu fra IG Ltd i Melbourne til Bloomberg News.
Det toneangivende regionale aktieindeks - Morgan Stanley Asia-Pacific - ligger fredag morgen med et plus på 0,1 pct.
I Tokyo lagde investorerne positivt ud efter endnu en svækkelse af den japanske yen. Euforien er dog aftaget en anelse efter den japanske frokostpause, og først på den asiatiske eftermiddag ligger det toneangivende Nikkei-indeks og det brede Topix-indeks begge med et plus på 0,4 pct.
De kinesiske børser læner sig op ad meldinger fra den kinesiske centralbank, der har bekræftet indskud af store mængder likviditet for at få bankkundernes renter ned på et lavere niveau.
Shanghai Composite og CSI 300-indekset ligger med stigninger på henholdsvis 0,95 pct. og 1,1 pct., mens Hongkongs Hang Seng begrænser stigningen til 0,4 pct.
På de øvrige børser er der et plus i Kospi-indekset i Seoul på 0,3 pct., mens Taiex-indekset i Taiwan øger 0,2 pct. og Sydneys ASX200-indeks stiger 0,8 pct.
De amerikanske aktiefutures ligger samtidig med stigninger på omkring 0,2 pct. i den asiatiske handel.
Ritzau Finans