Asien: Pæne stigninger med Tokyo i front
De fjernøstlige aktiemarkeder ligger generelt med stigninger tirsdag morgen.
Såvel markedet i Tokyo som de kinesiske børser i Shanghai og Hongkong følger pænt med, efter at Wall Street mandag lukkede med endnu et sæt rekorder.
- Stigningerne på det amerikanske marked ser bæredygtige ud, understøttet af en stærk vækst i indtjeningen. De amerikanske aktier er ikke billig, men de er langtfra boble-værdiansat. Der giver en lille smule medvind for de asiatiske aktier givet, at regionens økonomiske vækst er aftagende. Investorerne håber på mere pengepolitiske lempelser i Asien, især i Kina, siger chefstrateg Khiem Do fra Baring Asset Management i Hongkong til Bloomberg News.
Det toneangivende regionale aktieindeks - Morgan Stanley Asia-Pacific - ligger tirsdag morgen ved 6.30-tiden med et plus på 0,3 pct.
Det japanske marked trækkes ydermere op af en overraskende positiv betalingsbalance. Overskuddet løb op i hele 963,0 mia. yen i september i faktiske tal, hvilket skal sammenlignet med et overskud på 287,1 mia. yen i august. Analytikere havde ventet et overskud på 537,7 mia. yen.
Overskuddet reducerer bekymringerne om finansiering af den japanske statsgæld i alt fald et stykke tid.
Det toneangivende Nikkei-indeks og det brede Topix-indeks stiger henholdsvis 2,1 pct. og 1,2 pct.
Også de kinesiske børser følger med. Mandagens stigninger på baggrund af næste uges åbning af investeringslink 'et mellem Hongkong og Shanghai vægter fortsat i markedet. Det har øget volumen i dagens handel til det dobbelte af det normale, og Shanghai Composite stiger 0,5 cpt., mens CSI 300-indekset ligger med et plus på 0,3 pct. Hongkongs Hang Seng øger samtidig med 0,5 pct.
På de øvrige børser er der et plus i Kospi-indekset i Seoul på 0,1 pct., mens Taiex-indekset i Taiwan falder 0,1 pct., hvilket også gælder for det toneangiende ASX-indeks på børsen i Sydney.
De amerikanske aktiefutures ligger med stigninger på omkring 0,2 pct. i den asiatiske handel.
Ritzau Finans