Obligationer: Usikre aktiemarkeder gav lille rentedyk
Onsdagens småsure aktiemarkeder gav øget appetit på de fastforrentede papirer, hvilket sendte renterne mod syd over det meste af Europa. Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation på 1,02 pct., 2 basispoint lavere end tirsdagens lukkeniveau.
Blandt de mere markante bevægelser var et rentefald på 5 basispoint i Storbritannien, hvor centralbanken, Bank of England, sænkede sine forventninger til den økonomiske vækst i Storbritannien for de kommende to år.
Nu ventes der er en vækst i bruttonationalproduktet på 2,9 pct. i 2015 aftagende til 2,6 pct. i 2016 mod tidligere ventede vækstrater på 3,1 og 2,8 pct.
- Udviklingen i verdensøkonomien betyder, at nogle af de risici mod væksten, der har været med i tidligere prognoser, har udkrystalliseret sig, udtalte centralbankchef Mark Carney ifølge Bloomberg.
Renten på den toneangivende tiårige britiske statsobligation lå ved dansk børslukketid i 2,18 pct. mod 2,23 før meddelelsen fra Bank of England.
Formiddagens vigtigste nøgletal var septembers industriproduktion i eurozonen, der steg 0,6 pct. fra måneden før, mens den ligeledes steg med 0,6 pct. sammenlignet med september sidste år.
Det fremgik af tal fra Eurostat.
Dermed udviklede produktionen sig lidt dårligere end ventet på månedsbasis, men bedre i forhold til september sidste år.
Konsensus var ifølge Bloomberg News en stigning i produktionen på 0,7 pct. på månedsbasis, mens der på årsbasis var ventet et fald på 0,2 pct.
Der blev desuden offentliggjort tal for de amerikanske engroslagre, der viste en stigning på 0,3 pct. mod ventet 0,2 pct.
/ritzau/FINANS