Obligationer middag: Renten sendt retur fra rekord
Obligationsrenterne i Europa har mandag ved middagstid rettet sig efter en ellers meget pessimistisk start på handelsugen.
Renten på den danske statsobligation med udløb i 2025 var eksempelvis i morgentimerne under 1 pct. og dermed nede i et niveau, der kunne have givet det laveste lukkeniveau nogensinde for papiret, der overtog status som den toneangivende tiårige rente i oktober i år.
Ved 12.15-tiden er papiret til gengæld tilbage oppe i en rente på 1,02 pct., hvilket også var slutfacit fredag eftermiddag.
Morgenens rentefald kom oven på uventet svage væksttal fra Japan. Solens Rige er havnet i recession efter endnu et kvartal med negativ vækst. Hele 1,6 pct. skrumpede den japanske økonomi med i tredje kvartal sammenlignet med tredje kvartal sidste år, og dermed udviklede økonomien sig klart ringere end ventet. Konsensus var ifølge Bloomberg News en vækst på 2,2 pct.
Renterne i de fleste europæiske lande var også nede at vende oven på den melding, men har ligesom den danske rettet sig ved frokosttid.
Den tiårige amerikanske rente ligger til gengæld i 2,29 pct. og er dermed faldet 3 basispoint i forhold til fredag aften.
I Europa vil opmærksomheden i eftermiddag rette sig mod chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, der ved 15-tiden orienterer EU-parlamentet om centralbankens syn på den økonomiske udvikling.
Fra nøgletalsfronten er det især én amerikansk statistik, der ventes i fokus. Der kommer kl. 15.15 nyt om industriproduktionen, der ventes at være steget med 0,2 pct. på månedsbasis i oktober efter en fremgang på 1 pct. i september. Det viser en rundspørge blandt økonomer foretaget af Bloomberg News. Kapacitetsudnyttelsen estimeres uændret på 79,3 pct.
I datakalenderen fra USA er også Empire Manufacturing-indekset, der offentliggøres kl. 14.30.
Ritzau Finans