Aktier: Danske aktier tog revanche kort før lukketid
Stemningen på de store europæiske fondsbørser blev forbedret hen over den sene eftermiddag og det tyske Dax30-indeks er endda gået i et plus med 0,6 pct. Det smittede også af på det danske C20 Cap-indeks, som dog endte stort set uændret i 791,12. Vestas blev hjulpet af fredagens sene storordre. Blandt sidepapirerne var der rift om ALK-Abello og Per Aarsleff-aktier. Høreapparatselskabet GN Store Nord fik roser fra Carnegie.
Den Europæiske Centralbankchef Mario Draghi talte mandag til Europaparlamentet, og meldingerne fra Draghi har løftet aktiestemningen. Draghi virkede til at være positivt stemt over for mere stimulus til økonomien.
- I 2015 skal blive det år, hvor alle trækker i samme retning i eurozonen, og han henviste til landenes regeringer og de europæiske institutioner. De skal have en bestemt og en fælles strategi, så økonomien kan komme tilbage på sporet igen. Pengepolitikken kan ikke gøre det alene pointerede Mario Draghi, som er chef for Den Europæiske Centralbank.
Vestas-aktien endte med et lille fald 0,1 pct. i 229,4 kr. efter fredag aftens sene ordreannoncering. Vindmøllekoncernen har landet en storordre på solide 200 MW i Minnesota i USA fra kunden Odell Wind Farm.
GN Store Nord steg 0,3 pct. til 127,7 kr. Den store schweiziske konkurrent Sonova kom med regnskab mandag morgen, og aktien faldt med 0,8 pct. til 145,9 sfranc. Sonovas regnskab var en mindre skuffelse med en lavere end ventet indtjening.
GN Store Nord, der kom med regnskabstal for 3. kvartal i fredags, fik hævet anbefalingen fra finanshuset Carnegie til køb fra tidligere hold. Kursmålet fra finanshuset lyder fortsat på 145 kr. Jyske Bank ændrede sin anbefaling på aktien til reducerer. Tidligere havde finanshuset en salgsanbefaling af GN Store Nord. Kursmålet blev bibeholdt på 135 kr.
A.P. Møller - Mærsk B endte i et fald på 0,7 pct. i kurs 12.340. Det tyske containerrederi Hapag-Lloyd meddelte, at fragtraterne på ruten fra Asien til Latinamerika vil blive løftet fra den 15. december.
ALK-Abello aktien steg med solide 5,9 pct. til 688 kr. efter roser fra Danske Bank, som vurderede, at ALK- Abello i sit regnskab for tredje kvartal havde et salg på linje med forventningerne, imens indtjeningen (EBIT) var noget bedre end ventet. Danske Bank løftede sin anbefaling på ALK-aktien til køb fra hold, imens kursmålet bliver løftet til 810 kr. fra 780 kr. Finanshuset venter, at de kommende drivere for ALK-Abello i 2015 bliver salget af Grastek og Ragwitek i USA.
Per Aarsleff-aktien steg mandag med 3,8 pct. til 1.070 kr. efter, at aktien fredag steg med godt 4 pct. Entreprenøren Per Aarsleff løftede fredag eftermiddag sin indtjeningsforventning til 2013/14, og Danske Bank vurderede, at dette bekræfter aktien, som en væksthistorie. Danske Bank fastholdt sin købsanbefaling og løftede kursmålet til 1350 kr. fra 1300 kr.
Aktiefokus