- Opdateret 18/11/2014 kl. 07:28
Asien: Valgspekulation sender Tokyo op - boligboble rammer Kina
De fjernøstlige aktiemarkeder ligger uden ensartet retning tirsdag morgen.
Investorerne i Tokyo spekulerer i, hvornår og ikke så meget om premierminister Shinzo Abe vil opløse parlamentet og udskrive nyvalg efter mandagens katastrofale BNP-tal for tredje kvartal. Den svage økonomiske udvikling vurderes at medføre en udskydelse af den planlagte momsforhøjelse fra det nuværende 8 pct. til 10 pct. næste år.
Og et valg vil være en naturlig effekt af en udskydelse.
- "Brug, brug, brug og tilmed med lavere beskatning" vil blive hyldet af aktiemarkederne," Japan er ikke den eneste nation eller finanspolitiske union, der for tiden forsøger at finde en vej ud af problemerne. Der er yderligere tegn på, at Europa er på nippet til at udvide sit obligationsopkøbs-program til at omfatte statsobligationer, noterer markedsstrateg Evan Lucas fra IG Ltd i Melbourne i en notits ifølge Bloomberg News.
Det toneangivende Nikkei-indeks stiger 2,2 pct., og det brede Topix-indeks øger 2,0 pct.
I Shanghai og Shenzhen stiger bekymringerne over de faldende boligpriser. Prisfaldene er nu også nået til Beijing, der sammen med 68 andre af de 70 større byer måtte se faldende boligpriser i øjnene i oktober. Kun hovedstaden i den centrale Henan-provins, Zhengzhou, kunne holde prisniveauet uændret i forhold til september.
Shanghai Composite falder 0,8 pct., og CSI 300-indekset ligger med et minus på 1,1 pct. Hongkongs Hang Seng falder 1,0 pct.
På de øvrige børser er der et plus i Kospi-indekset i Seoul på 1,0 pct., mens Taiex-indekset i Taiwan falder 0,3 pct., og det toneangivende ASX-indeks på børsen i Sydney dropper 0,2 pct.
De amerikanske aktiefutures ligger med fald på under 0,1 pct. i den asiatiske handel.
Ritzau Finans