Obligationer middag: Små udsving trods positivt Zew-indeks
Efter mindre rentefald fra åbningen tirsdag har de danske obligationer rettet sig frem mod tirsdag middag, efter at nøgletal fra det tyske Zew-institut viste en større optimisme blandt de institutionelle investorer og økonomer end ventet.
Renten på den toneangivende tiårige statsobligation med udløb i 2025 handles tirsdag middag til 1,03 pct., hvilket er uændret i forhold til mandag, men ca. 1 basispoint højere end niveauet før det tyske nøgletal.
Det tyske finansielle aktører er langt mere optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland de kommende seks måneder, end økonomer havde forudset. Det viste det såkaldte Zew-indeks, hvor forventningsindekset for november steg markant til plus 11,5 fra minus 3,6 måneden før.
Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til plus 0,5. Den del af Zew-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, steg til 3,3 fra 3,2. Her var konsensus et fald til 1,7.
- Zews indikator for den økonomiske stemning i Tyskland er steget for første gang i 2014. De seneste væksttal for euroområdet indikerer, at økonomien stabiliserer sig, hvilket bidrager til indikatorens stigning. Dog er det økonomiske klima stadig skrøbeligt ikke mindst som følge af fortsatte geopolitiske spændinger, udtaler direktør i Zew-instituttet Clemens Fuest i en pressemeddelelse.
På de øvrige obligationsmarkeder i Europa handler renterne ligeledes tæt på mandagens slutniveauer, og den tiårige amerikanske T-bond ligger tirsdag middag i godt 2,33 pct., hvilket er et marginalt fald på 1 basispiont siden amerikansk børslukketid mandag aften.
Ritzau Finans