Tre gode grunde til at være en bangebuks
Aktiestrateg Lars Møller Pedersen, Jyske Bank, ser ingen grund til at øge aktieeksponeringen.
Trods flot rebound på aktiemarkederne, ikke mindst de amerikanske, siden kursnedturen, der kulminerede i midten af oktober, er det ikke tid til at øge aktieeksponeringen.
Det vurderer Jyske Banks aktiestrateg Lars Møller Pedersen i et strateginotat.
- De taktiske indikatorer (tidshorisont op til 3-6 måneder) viser fortsat negativt moment for såvel global industri, som real likviditet. Koblet sammen med det fortsatte cykliske bullmarked, peger dét i retning af en fortsat præference for defensivt orienterede sektorer og industrier - dvs. en uændret holdning med fokus på sundhed, telekom og forsyning, vurderer han.
Han ser tre elementer, der udover de taktiske indikatorer, peger i retning af risiko for endnu en omgang af forhøjet uro og usikkerhed i den kommende tid.
For det første har USA leveret ugentlige målinger af stemningen hos såvel private som professionelle investorer. Her er overvægten af optimister nu atter helt i top, og det giver et praj om, at vi er ved at løbe tør for ivrige købere.
For det andet er kvaliteten af det rebound, som er sket i globale aktier, ifølge ham ikke imponerende.
- Normalt ville et kraftigt rebound efter en markedskorrektion være med konjunkturfølsomme aktier, europæiske banker, small-cap og emerging markets i førertrøjen. Men ingen af disse har været primære drivkræfter, konstaterer aktiestrategen.
Endelig er det toneangivende marked - USA - fortsat meget dyrt prissat.
- Det gælder, hvad enten vi kigger på korte, mellem eller lange tidshorisonter, vurderer Lars Møller Pedersen.
Jyske Banks kortsigtede model for fair værdi peger således på, at S&P 500 er knap 17 pct. overvurderet.
Jyske Bank-strategen fastholder anbefalingerne på sektorniveau og har fortsat en tydelig præference for defensivt orienterede sektorer frem for konjunktur-følsomme cykliske sektorer.
- Stabilt forbrug, der ellers er en defensiv sektor, er fortsat en klar undtagelse fra dén regel. Vi har argumenteret gentagne gange for, at såvel cyklisk- som stabilt forbrug er så dyrt prissat, at vi formodentlig allerede har set de bedste afkast for denne type af aktier i den nuværende investerings-cyklus, konkluderer han.
Det betyder, at man skal være investeret i sektorerne sundhed, telekom og forsyning, fremgår det af Jyske Banks aktiestrategi. Sektorer som energi, råvarer, industri, teknologi, cyklisk forbrug og stabilt forbrug får et minus, mens sektoren finans gives neutral vægt.
Ritzau Finans