Aktier: Novo Nordisk holdt C20-indeks oven vande
Det danske C20 Cap-indekset lukkede onsdag med en mindre stigning på 0,32 pct. i 802,03 på en stille dag. Novo Nordisk blev løftet, mens GN Store Nord-aktien fortsatte med at tabe terræn.
A.P. Møller - Mærsk, som er moderselskabet bag containergiganten Maersk Line, lå 0,2 pct. højere i kurs 12.660 kr. efter tirsdagens stigning på 2,4 pct. Wall Street Journal vurderede, at rederiet i de kommende to år vil opleve overkapacitet på ruten mellem Asien og Europa. Mærsk vil også skære ikke-profitable kontrakter væk, lød det.
Det tyske containerrederi Hapag-Lloyd meddelte, at koncernen vil hæve sine fragtrater fra Asien til Nordeuropa og til Middelhavsområdet. A.P. Møller - Mærsks containerrederi, Maersk Line, er den dominerende spiller på fragtmarkedet mellem Asien og Europa, hvor Maersk Line også har sin klart største eksponering.
Vestas-konkurrenten Gamesa fik løftet sin anbefaling hos Goldman Sachs til køb fra neutral. Goldman Sachs gentog sin anbefaling køb på Vestas og kursmålet blev hævet til 330 kr. fra 320 kr. Vestas-aktien endte dog 0,5 pct. lavere i 231,7 kr.
FLSmidth-aktien blev presset og faldt med 0,7 pct. til 252,7 kr. FLSmidth er leverandør af udstyr til minesektoren. Årsagen skyldtes et salgspres på råvarerelaterede aktier, efter at jernmalmpriserne igen er styrtdykket.
Carlsberg endte med et mindre fald på 0,8 pct. i kurs 513. Aktier i britiske pubselskaber, har været udsat for kraftige fald, efter et lovforslag, der giver udlejere ret til at købe øl på det åbne marked, blev vedtaget. Den administrerende direktør for Enterprise Inns udtalte, at resultatet af afstemningen vil føre til adskillige publukninger og tab af arbejdspladser.
Novo steg 1,2 pct. til 264,5 kr. Sydbank skrev, at Novo Nordisk-aktien er hjulpet af gårsdagens stærke tendens for HealthCare aktierne på Wall Street samt understøttet af de seneste prisforhøjelser på selskabets produkter Levemir og NovoLog på det amerikanske marked.
GN Store Nord faldt 1,3 pct. til 128,1 kr. uden selskabsspecifikke nyheder.
Bavarian Nordic-aktien faldt 1,4 pct. til kurs 177,5. Selskabets CFO Ole Larsen har på en konference i London udtalt, at selskabet vil indlede fase 2 forsøg på sundhedsmedarbejdere med selskabet ebolavaccine i 2. kvartal i 2015. De første tre forsøg starter i USA, Europa og Afrika.
Blandt sidepapirerne fremlagde entreprenørerne Højgaard Holding og Monberg & Thorsen regnskaber, gennem deres joint venture MT Højgaard, hvilket investorerne tog positivt imod. Højgaard Holding steg 2,1 pct. til 199 kr., mens Monberg og Thorsen endte 4,7 højere i 267 kr.
Aktiefokus