Obligationer: Renterne tog et lille hop opad
Det danske obligationsmarked var onsdag præget af let stigende renter, da det fulgte i hælene på højere renter i Europa og USA. På en dag uden større nyheder, var der fokus på, at den hollandske centralbankchef, Klass Knot, tirsdag havde udtalt sig kritisk om eventuelle nye kvantitative tiltag. Samtidig udviste investorerne forsigtighed før aftenens referat af det seneste rentemøde i USA.
Det kan ifølge Bloomberg News være en del af forklaringen på, at renterne steg lidt i det meste af Europa. Renten på det toneangivende tiårige danske statspapir steg 5 basispoint til 1,07 pct.
Ifølge flere medier udtalte Klass Knot, der også er medlem af ledelsen af Den Europæiske Centralbank (ECB), tirsdag, at centralbanken ikke udelukker yderligere kvantitative tiltag som eksempelvis opkøb af statsobligationer, men at han er usikker på, om det vil kunne bekæmpe den lave inflation effektivt.
Klass Knot så ingen grund til at opkøbe statsobligationer på nuværende tidspunkt, da han tvivlede på, om det ville være effektivt på et tidspunkt, hvor statsrenterne allerede er historisk lave mange steder i eurozonen. ECB har allerede iværksat mange tiltag, og de skal have tid til at virke, lød det.
Referatet af det seneste rentemøde i Federal Reserve, som blev holdt 29. oktober, og hvor banken indstillede opkøbet af obligationer, var onsdagens vigtigste begivenhed. Da referatet først blev offentliggjort efter dansk børslukketid, nåede det ikke at påvirke renterne herhjemme, men det vil givetvis være blandt fokuspunkterne torsdag.
/ritzau/FINANS