- Opdateret 20/11/2014 kl. 07:35
Mindre udsving i Asien med negativ undertone
Der er torsdag kun forholdsvis små udsving på de fleste fjernøstlige aktiemarkeder, men underliggende er tonen negativ.
Investorerne vurderer referatet fra den amerikanske centralbanks seneste pengepolitiske møde, der viste, at medlemmerne af komiteen udtrykte stor usikkerhed om den langsigtede inflationsforventning og dermed om hurtigheden af rente-normaliseringen.
- Federal Reserve overraskede alle med en antydning om, at de øjner deflation. For mig tyder det på, at centralbanken vil holde sig i ro, og jeg tror, at fokus i næste uge vil være på, at der ikke er nogen overhængende risiko for renteforhøjelser før sent i 2015, siger chef investeringsofficer Kirk Hartman fra Wells Capital Management i Los Angeles til Bloomberg Television.
Børsen i Tokyo ligger i positivt territorium efter en svækkelse af den japanske yen til det laveste niveau i mere end syv år, samtidig med at investorerne får lidt mere tro på fremtiden af et sæt overraskende gode handelstal.
De oversøiske forsendelser steg 9,6 pct. fra et år tidligere, hvor analytikerne havde ventet en stigning på 4,5 pct. Samtidig steg importen blot 2,7 pct., hvilket efterlod et handelsunderskud på 710 mia. yen. Analytikerne havde ventet en importstigning på 3,4 pct. og et underskud på 1027 mia. yen.
Det toneangivende Nikkei-indeks og det brede Topix-indeks stiger begge 0,3 pct.
På de kinesiske børser i Shanghai og Shenzhen er stemningen vendt fra en skidt start. De foreløbige PMI-data for fremstillingssektoren understreger opbremsningen i den kinesiske økonomi. PMI-aflæsningen fra HSBC og Markit Economics viser et fald til 50 i november fra 50,4 i oktober. Analytikerne havde ventet et fald, men kun til 50,2.
De sløje PMI-tal sammenholdt med de faldende boligpriser fra forleden kan give anledning til yderligere lempelser fra den kinesiske centralbank.
Såvel Shanghai Composite som CSI 300-indekset ligger med et plus på 0,3 pct. Også Hongkongs Hang Seng stiger 0,3 pct.
På de øvrige børser er der et plus i Taiex-indekset i Taiwan på 1,1 pct., mens Kospi-indekset i Seoul falder 0,5 pct. Det toneangivende ASX-indeks på børsen i Sydney dropper 1,0 pct.
De amerikanske aktiefutures ligger med fald på 0,1-0,2 pct. i den asiatiske handel.
Ritzau Finans