Markedsoversigt: Draghi sendte aktierne op og renterne ned
Både aktie- og rentemarkedet blev påvirket af to begivenheder fredag: en tale af chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, og den første rentenedsættelse fra Kina i mere end to år.
Det betød, at de europæiske aktiemarkeder var særdeles positivt stemt hele fredag igennem, mens renten blev sendt ned.
På det danske marked manifesterede det sig til en stigning på 1,14 pct. i C20 Cap, hvor særligt de cykliske aktier var efterspurgte.
Det gav et plus på 4 pct. til Carlsberg, der sluttede i 540 kr., efterfulgt af en stigning på 3 pct. til 258,2 kr. i FLSmidth, der ligesom de øvrige råvarerelaterede aktier i Europa nød godt af en kinesisk rentenedsættelse på 0,4 pct.point til 5,6 pct. for den toneangivende udlånsrente.
Der var ikke selskabsspecifikke nyheder ude omkring Carlsberg, men rublen blev styrket omkring 2 pct. over for euro, hvilket kan være med til at forklare, hvorfor netop Carlsberg-aktien steg så markant.
Dagens regnskaber skulle findes blandt sidepapirerne, hvor DFDS imponerede investorerne med et kvartal, der ifølge selskabets egne beregninger er det bedste nogensinde målt på driftsresultatet før særlige poster. Aktiemarkedet kvitterede med en kursstigning på 8,5 pct. til 547 kr.
Anderledes hård var dommen over regnskabet fra Rockwool, der blev offentliggjort torsdag efter børslukketid. Rockwool sænkede forventningerne til et nettoresultat på 110-120 mio. euro fra tidligere ventet 127 mio. euro. Begge selskabets aktier faldt som sten, 8,3 pct. til henholdsvis kurs 770 og 761.
Fredagens absolut største kursplus tilfaldt shippingselskabet Erria, der efter en rekonstruktion fik Danske Bank og skraldespandsselskabet Finansiel Stabilitet som storaktionærer. De har nu solgt deres aktier på samlet set knap 30 pct. af selskabet til Lego-familiens Kirk Kapital. Aktien endte dagen 36,1 pct. højere i 21,5 kr.
Facit på obligationsmarkedet var et rentefald på omkring 3 basispoint for den toneangivende tiårige danske statsobligation, der kunne gå på weekend med en rente på 1,02 pct.
Fredag morgen talte Mario Draghi på en bankkonference i Frankfurt. Den tale gav umiddelbart anledning til rentefald, da den pegede i retning af yderligere lempelser fra ECB's side.
- Vi vil gøre, hvad vi skal for at øge inflationen og inflationsforventningerne så hurtigt som muligt, ligesom vores mandat om prisstabilitet kræver, sagde Draghi blandt andet.
Det vakte opmærksomhed, da meldingen fra ECB hidtil har været, at centralbanken ville forhindre, at inflationen holder sig lav for længe.
Effekten på renterne blev dog til en vis grad modereret, da Kina meddelte, at den etårige udlånsrente sænkes til 5,6 pct., hvilket er en nedsættelse på 0,4 pct.point. Den etårige indskudsrente sænkes 0,25 pct.point til 2,75 pct.
/ritzau/FINANS