Aktier: Lundbeck fra minus til plus
De danske aktiemarked vågnede mandag op til ny dag med positiv stemning. De fleste af de øvrige markeder i Europa lå ligeledes i plus efter en positiv overraskelse fra det tyske erhvervstillidsbarometer fra IFO-instituttet. Det tyske Dax30-indekset lå med en stigning på 0,6 pct., mens det danske C20 Cap-indeks endte i en stigning på 0,87 pct. i 816,20. Fokus har været rettet mod Lundbeck efter afskedigelsen af koncernchef Ulf Wiinberg. Coloplast, Danske Bank og FLSmidth endte i front i C20-regi.
Lundbecks koncernchef Ulf Wiinberg fratræder sin stilling som administrerende direktør med øjeblikkelig virkning, hvilket sker som konsekvens af, at Ulf Wiinberg har overtrådt virksomhedens interne retningslinje ved overtagelse af aktier i biotekvirksomheden Stratified Medical Ltd. Lundbeck skrev mandag morgen, at det er en skærpende omstændighed, at der er tale om aktier i et selskab, som Lundbeck efterfølgende selv har investeret omkring 19 mio. kr. i. Lundbeck-aktien endte med en stigning på 1,6 pct. i 128,4 kr. efter den tidligere lå med betydelige kursfald for en kort bemærkning.
Den amerikanske medicokoncern Stryker overvejer et bud på britiske Smith & Nephew. Smith & Nephew er den store i markedet for sårpleje, hvor også Coloplast også har aktiviteter. Coloplast er tidligere blevet nævnt som en mulig opkøber af Smith & Nephews sårplejeprodukter af den schweiziske bank UBS. Coloplast steg 1,6 pct. til 521 kr.
Carlsberg-aktien steg med 1,2 pct. til 546,5 kr. efter det græske medie Kathimerini skrev, at Carlsbergs opkøb eller joint venture i Grækenland vil blive et afsæt til at gøre de græske aktiviteter til et regionalt knudepunkt for den østlige del af Middelhavsregionen. Ideen er, at Carlsberg vil bruge storhavnen i Piræus til eksporten. Det vil også skabe et behov for nye arbejdspladser og ansættelser. Planerne laves på hovedkontoret i København, og det er meningen, at der over de næste fem år skal foretages investeringer på 50 mio. euro, lød det.
FLSmidth-aktien endte i en stigning på 1,7 pct. i 262,6 kr., imens Danske Bank-aktien endte 1,7 pct. højere i 165,9 kr. Det skete i et generelt positivt marked uden de store selskabsspecifikke nyheder.
Uden for C20-regi offentliggjorde F.E. Bording regnskabstal for 3. kvartal. Selskabet har haft fremgang i omsætningen og indtjeningen. Væksten kommer fra en stærkere position på markedet for digital og grafisk kundekommunikation. Selskabet fastholdt forventningerne og beskrev de generelle konjunkturer som fortsat i forsigtig bedring. F.E. Bording-aktien blev ikke handlet mandag.
Aktiefokus