Obligationer: Sydligt rentefald og stilstand i nord
Efter en åbning omkring status quo i forhold til fredags lukkeniveau trak renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2025 hen på formiddagen opad for at slutte dagen med en rente lige under 1,03 pct. eller et lille basispoint højere.
Dagens væsentligste nøgletal var det tyske Ifo-indeks, som blev offentliggjort om formiddagen, og som overraskede positivt.
Indekset steg til 104,7 fra 103,2 måneden før, mens markedskonsensus ifølge Bloomberg var et fald til indeks 103,0. Vurderingen af det nuværende forretningsklima steg til 110,0 fra 108,4 måneden før mod et ventet indeks på 108,0. Forventningsindekset steg til 99,7 fra 98,3. Økonomerne havde ventet en marginal stigning i forventningsindekset til 98,5.
I de nærmeste rentemarkeder i Storbritannien, Tyskland og Frankrig sås tilsvarende rentestigninger på cirka 1 basispoint, mens de sydeuropæiske markeder i Spanien, Italien og Portugal førte sig anderledes livligt frem. Her faldt renten 3-4 basispoint. Både den spanske og den italienske toneangivende rente bevægede sig ned i rekordlave niveauer på henholdsvis 1,7 pct. og 2,2 pct. ved danske lukketid. Det er første gang, at den spanske rente er under 2 pct.
Den sydeuropæiske optimisme baserer sig på tiltro til centralbankernes vilje til at støtte den økonomiske udvikling som indikeret af chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, fredag og af den kinesiske centralbank, som samme dag sænkede sig styrende rente.
/ritzau/FINANS