Europa/aktier: Optimisme i tiltro til økonomiske stimuli
Tiltro til de store centralbankers velvilje i forhold til stimulering af den globale økonomi forførte mandag de europæiske aktiemarkeder til stigninger over stort set hele linjen.
Især de europæiske banker stortrives med indikationer fra især Den Europæiske Centralbank, ECB, hvor chefen, Mario Draghi, fredag varslede tiltag for at øge inflationen. Og sektormæssigt lå de europæiske finansaktier mandag tæt på toppen i det brede fælleseuropæiske Stoxx 600 indeks med en stigning 0,6 pct.
Selskabsspecifikt havde Banco Comercial Portugues fundet en placering som den fjerdemest stigende aktie i Stoxx-indekset med en stigningen på 4,2 pct. Og lidt uden for listen over de 10 europæiske selskaber, der klarer sig bedst i Stoxx-indekset, lå finansgiganten Deutsche Bank med en stigning på 2,0 pct.
Mandagens generelt positive stemning afspejledes i en stigning i Stoxx-indekset på 0,13 pct. til 345,68 sammensat af blandt andet et fald i FTSE 100 i London på 0,3 pct. og stigninger i CAC 40-indekset i Paris og i DAX-indekset i Frankfurt på 0,5 pct. Det spanske IBEX steg markante 1,2 pct. For Stoxx 600 indekset er der tale om en forbedring af fredagens to-måneders rekord.
Bagest i Stoxx-indekset med et kursskred på 26,5 pct. sluttede Petrofac, der er Storbritanniens største ingeniørselskab inden for olie- og gassektoren. Selskabet har nedjusteret sine prognoser for overskuddet i 2014, som nu ses i den lave ende af det estimerede spænd på 580-600 mio. dollar, mens overskuddet i 2015 vil blive 500 mio. dollar eller 45 mio. dollar mindre end hidtil forudset. Forklaringen er blandt andet den vigende oliepris.
Tæt på toppen i Stoxx-indekset steg det ligeledes britiske pensionsforsikringsselskab Friends Life 5,9 pct. efter oplysninger om, at konkurrenten Aviva planlægger et tilbud på overtagelse af Friends Live.
Aviva faldt på sin side med 5,4 pct.
/ritzau/FINANS