Aktier middag: FLSmidth taber førerpositionen
Den rolige begyndelse fra morgenstunden har igen udviklet sig godt, hvilket afspejles i handlen på fondsbørsen i København, hvor C20 Cap-indekset har udbygget sin fremgang med 0,54 pct. til 820,6.
Fremgangen har afsæt i den tyske udvikling, hvor Dax30-indekset stiger med 0,9 pct., imens det britiske FTSE100-indekset blot ligger med en stigning på 0,1 pct. grundet svaghed i mine- og energiaktierne.
FLSmidth-aktien ligger tirsdag middag stærkt med en stigning på 2,7 pct. til 269,8kr., hvilket skyldes en annoncering af en storordre fra mexicanske Cemex til en fabrik i USA. Der er tale om en cementproduktionslinje med en kapacitet på cirka 2.540 tons pr. døgn.
Yderligere beretter FLSmidth, at en ordre i Bolivia er under opsejling i kølvandet af medierygter. FLSmidth har underskrevet en kontrakt med Sociedad Boliviana de Cemento (Soboce) på levering af udstyr og maskiner til en cementfabrik. FLSmidth bekræfter også rigtigheden af denne oplysning, men beretter også at hvis og når aftalen bliver bindende, vil selskabet omgående oplyse markedet herom.
Genmab-aktien har øget sin fremgang op til middagen og ligger nu med en stigning på 2,6 pct. i 291,8. Genmab har mandag meddelt, at Janssen Biotec vil begynde fase II studier af Daratumumab i begyndelsen af 2015.
Vestas, som stiger med 1,1 pct. til kurs 241,7 kr., har landet en svensk ordre på 46,2 MW, og vindmølleproducenten skriver, at selskabet dermed styrker sin ledende position i Sverige. Det er en ordre på 14 vindmøller af typen V126-3.3 MW til vindmølleparken Brotorp. Vindmøllerne vil blive leveret i tredje kvartal 2015, og de skal være operationelle i fjerde kvartal 2015. udvikleren er Arise, imens investoren er BlackRock Renewable Power.
Vestas-investorerne har også interessante meldinger fra Indien, idet Indiens energiminister Goyal tirsdag morgen er kommet med ambitiøse meldinger, at Indien i løbet af en periode på fem år vil løfte sin andel af vedvarende energi til 15 pct. fra de nuværende 6 pct.
Pandora-aktien stiger med 1,9 pct. til kurs 509,5 kr. Pandora-investorerne vil senere i dag få regnskaber fra de amerikanske smykkekæder Tiffany og Signet.
Aktiefokus