Aktier Europa: Aftagende optimisme har spredt sig
Den positive udvikling på fondsbørsen i Frankfurt er aftaget betydeligt og det tyske Dax30-indeks ligger nu med en lille stigning på 0,2 pct. i 9883,4, mens det britiske FTSE100-indeks stiger med 0,1 pct. til 6737,5. Stemningen på de europæiske fondsbørser virker afventede og uden den helt store styringsfaktor. Oliepriserne er i fokus på til torsdagens OPEC-møde.
Aktierne fra den britiske rejsekoncern Thomas Cook , som bl.a. ejer Spies, er kommet en tur igennem vridemaskinen, og aktierne dykker med ekstreme 20 pct. til 110,3 pence, efter at selskabet venter en mere moderat vækst dette år grundet hårdere konkurrence. Samtidig oplyses det, at selskabets administrerende direktør Harriet Green vil fratræde sin stilling øjeblikkeligt. Hendes stilling vil blive overtaget af Peter Fankhauser. Selskabet måtte realisere et tab efter skat på 115 mio. pund i regnskabsåret, som sluttede 30. september. Credit Suisse sænker sin anbefaling på Thomas Cook-aktien til neutral fra outperform.
Den norske olieservicekoncern Seadrill, som udlejer off shore borerigge, dykker med 9,3 pct. til 128,7 nkr. efter et regnskab, hvor selskabet meddelte, at det suspenderer de fremadrettede udbytter. Det skaber bekymringer hos ligesindede i branche og kursfald på op mod 3 pct. i aktierne fra Transocean og Diamond Offshore. Seadrill havde en omsætning på 1,29 mia. dollar, hvilket var over analytikerprognosen på 1,23 mia. dollar. Koncernen fik en EBITDA på 635 mio. euro mod ventede 637 mio. dollar. Seadrill skriver, at fokus flyttes over på gældsnedbringelse og derfor suspenderes udbyttepolitikken. Dermed sender selskabet et signal til investorerne om, at det er tid til at rebe sejlene. Branchen er ramt af nedturen i oliepriserne, som kan få kunderne til at holde igen med investeringerne på den længere bane.
Det franske fødevareselskab Danone, der bl.a. producerer yoghurt og babymad, overvejer at sælge sin aktiebesiddelse i det japanske selskab Yakult. Det skriver Bloomberg News, der citerer kilder med kendskab til sagen. Danone-aktien lå tidligere på dagen med fremgang, og det er nu vekslet til et tab på 0,6 pct. til 55,79 euro. Yakult markedsværdi er omkring 10 mia. dollar, hvoraf Danone ejer 20 pct. af aktierne. Repræsentanter fra både Danone og Yakult har afvist at kommentere på medingerne.
Den franske cementproducent Lafarge har fået sænket anbefalingen af investeringsbanken HSBC's analytiker John Fraser- Andrews til undervægt fra tidligere overvægt. Samtidig bliver kursmålet skåret til 54 euro fra 67 euro.
Toyal Deutch Shell Group ligger med en lille stigning på 0,1 pct. i 2360 pence. Brentolien handles onsdag eftermiddag i 78,19 dollar per tønde.
- Hverken Saudi Arabien eller USA bør reducere olieproduktionen, og oliemarkederne vil stabilisere sig selv, udtaler Saudi Arabiens olieminister Naimi onsdag morgen ifølge Bloomberg News. Saudi Arabien er dominerende i OPEC-regi.
Aktiefokus