Europa/aktier: Tyske aktier kørte op på arbejdsløshedstal
Aktiestemningen var positiv over det meste af Europa, efter at den tyske arbejdsløshed i november viste sig at være på rekordlavt niveau, 6,6 pct. Særligt det tyske DAX-indeks tog et pænt hop på tallene og endte dagen 0,6 pct. højere.
Sidst på eftermiddagen blev den gode stemning dæmpet af nyt fra de olieproducerende landes organisation, Opec. Her lød meldingen, at produktionen ikke vil blive sat ned med henblik på at tvinge oliepriserne op, og det sendte olieprisen yderligere ned og med den aktierne i energiselskaberne.
Samlet set faldt sektoren opgjort i det brede Stoxx 600-indeks knap 4 pct., og blandt andre det britiske olieselskab Afren trak ned med et fald på 10,6 pct., mens det norske Petroleum Geo-Services, der er specialiseret i service til geofysiske undersøgelser og olieproduktion, faldt 7,9 pct. Også det franske selskab Vallourec, hvis produkter blandt andet benyttes af olieindustrien, faldt omkring 7 pct.
Det britiske transportselskab Stagecoach Group, der driver jernbane-, bus- og sporvognslinjer i Storbritannien, USA og Canada kørte til gengæld til tops blandt de 600 største aktier i Stoxx 600.
Et joint venture mellem Stagecoach og Virgin Trains vandt nemlig kontrakten på at drive togstrækning fra den britiske hovedstad London til den skotske Edinburgh. Overtagelsen finder sted til marts, og kontrakten gælder i otte år.
Aktien steg lidt over 8 pct., og det var den største stigning i Stoxx 600-indekset.
Også flyselskabet Easyjet fik luft under vingerne og sikrede sig med et plus på 5,7 pct. en top tre-placering i Stoxx 6000, men også Air France-KLM og IAG, der står bag British Airways nød modsat energiselskaberne godt af den faldende oliepris og steg knap 5 pct.
I Norge var der ud over olieprisen fokus på storbanken DNB, der holdt kapitalmarkedsdag i London. Investorerne virkede ikke synderligt imponerede og sendte aktien 3,7 pct. lavere til 120,3 norske kr.
/ritzau/FINANS