Obligationer: Fortsat rekordlavt niveau efter pristal
De rekordlave renter på det danske obligationsmarked fastholdes i fredagens marked, efter at markedsdeltagerne har fået en bekræftelse på, at inflationen i eurozonen aftog i november og dermed rykkede et skridt nærmere skillelinjen til deflation.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med udløb i 2025 handles fredag middag til en rente på 0,93 pct., og det er det samme lave bundniveau som torsdag eftermiddag.
- Vi var allerede blevet advaret i går af tal fra Spanien og Tyskland om, at inflationen i euroområdet fortsat var faldende, og det viste sig også at holde stik, da forbrugerprisinflationen i november faldt til blot 0,3 pct. fra forrige 0,4 pct., skriver seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingø fra Handelsbanken til Ritzau Finans.
Han noterer sig, at inflationen dermed har holdt et "nogenlunde stabilt niveau" de seneste fire måneder, og at man skal fem år tilbage for at finde lavere inflation.
- Inflationen er dog stadig under pres nedad, især fra faldende energipriser, og det ventes også at være tydeligt i december-inflationen. Effekten af en svagere euro, samt en mere gunstig basiseffekt i forhold til prisudviklingen sidste år, vil nok først for alvor slå igennem i begyndelsen af 2015, vurderer økonomien.
Han regner dog ikke med nye stimulanstiltag fra Den Europæiske Centralbank på sit møde i næste uge, selvom ECB-chef Mario Draghi utvivlsomt igen vil foretage retorisk gymnastik i forhold til centralbankens lempelsesmuligheder samt om bankens overvejelser om at implementere nye tiltag.
Oliepriserne er det store samtaleemne i fredagens marked efter voldsomme prisfald torsdag, efter at Opec på et møde besluttede at fastholde sit produktionsniveau. Prisen på en tønde Brent-olie faldt torsdag næsten 7 pct. til 72,58 dollar, og i løbet af fredag formiddag var den nede at vende under 71,5 dollar, før den ved middagstid har korrigeret op i 73,20 dollar. Man skal ikke længere tilbage end til september for at finde en oliepris over 100 dollar.
Den lavere oliepris kan medvirke til at dæmpe inflationen yderligere og gøre det endnu sværere for ECB at få prisstigningstakten op i nærheden af sin målsætning på 2 pct. Den senere tids svækkelse af euro har omvendt en inflationsfremmende effekt som følge af effekten på importpriserne. Euro handles aktuelt omkring 1,2450 dollar, efter at den tidligere på året var nær de 1,40 dollar.
/ritzau/FINANS