Europa/aktier: Luftfart fløj højere på fald i olieprisen
Handlerne på de europæiske aktiemarkeder holdt fredag godt øje med udviklingen i olieprisen, som efter de seneste dages store nedtur gav svingninger i aktier, der lider under eller kan få glæde af udviklingen.
I Euro Stoxx 600-indekset, som lukkede marginale 0,1 pct. lavere i 347,42, faldt olie- og gasselskaberne som gruppe næsten 4 pct., efter at olieprisen fredag formiddag nåede ned i det laveste niveau i mere end fire år.
Prisen på en tønde Brent-olie faldt torsdag næsten 7 pct. til 72,58, efter at Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) besluttede at fastholde produktionsniveauerne. Fredag var prisen under 71,5 dollar, før den rettede sig til knap 73 dollar.
Blandt de europæiske olieselskaber faldt Statoil 7,3 pct., og i London lukkede BG Group 8,8 pct. lavere, Tullow Oil faldt 8,4 pct., og BP med 1,4 pct. Sektoren vejede dermed tungt i de ledende indeks. Det gjaldt ikke mindst Statoil på børsen i Oslo, hvor det ledende OBX-indeks faldt 3,0 pct.
Andre selskaber nyder godt af lave oliepriser. Det gælder først og fremmest flyselskaberne og andre selskaber inden for transport. Air France-KLM steg 6,4 pct., og tyske Lufthansa blev løftet 4,9 pct. Rejsearrangøren Tui steg desuden med 3,5 pct.
Det franske CAC 40-indeks steg 0,2 pct., og tyske DAX steg 0,1 pct.
Hos ABG Sundal Collier vurderer aktiestrateg Kim Evjenth, at faldet i olieprisen alt i alt er positivt for den globale økonomi og dermed det globale aktiemarked.
- Olieprisfaldet og dets afledede effekter kommer oven i en relativt positiv indtjeningssæson og et fortsat fald i de lange renter, hvilket gør prisfastsættelse af aktier mere attraktiv. Vi er derfor endnu mere positive end tidligere ift. de sektorer af markedet, som ikke er berørt af faldet i oliepriserne, siger Kim Evjenth.
/ritzau/FINANS