FLS har for længst høstet gevinst fra mexicansk cementudvidelse
Den mexicanske cementproducent Cemex modtog allerede tilbage i 2008 det udstyr fra FLSmidth, som den skal bruge til en udvidelse af sit cementanlæg i Tepeaca, Mexico.
Det fortæller FLSmidths presseafdeling til Ritzau Finans, efter at Cemex har oplyst, at en udvidelse af anlægget er på vej, hvilket har givet anledning til spekulationer om, om der kunne være ordrer på vej til den danske ingeniørkoncern i den forbindelse.
FLSmidth modtog allerede i oktober 2006 en ordre fra Cemex på levering af et stort ovnanlæg til den planlagte udvidelse af Tepeaca, og den danske ingeniørkoncern nåede både at levere og få betaling for udstyret, inden Cemex satte udvidelsesplanerne i bero. FLSmidth leverede udstyret i 2008, og det er altså det udstyr, som cementproducenten nu skal bruge til Tepeaca-udvidelsen.
Som man også kunne læse af FLSmidths børsmeddelelse fra oktober 2006, indgik ovnsystemet i en planlagt udvidelse af kapaciteten på Tepeaca-fabrikken på 4,4 mio. ton om året, så anlægget i 2017 efter planen får en samlet produktionskapacitet på 7,6 mio. ton om året.
Det, der ifølge FLSmidth kan være tale om nu, er noget service- og opstartshjælp i forbindelse med, at udvidelsesplanerne genoptages.
FLSmidth stiger onsdag 3,3 pct. til 270,2 kr. uden en umiddelbar årsag. Ligesom tirsdag tegner et enkelt børshus, dog ikke det samme, sig for en ret pæn andel af de samlede nettokøb i aktien.
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
/ritzau/FINANS