- Opdateret 04/12/2014 kl. 07:29
Asien: Wall Street-rekord afspejles på asiatiske aktiebørser
Der er stigninger over hele linjen på de fjernøstlige aktiemarkeder torsdag morgen.
Wall Streets rekord-niveau trækker de asiatiske papirer med op, og det forbedrede økonomiske udsyn, som blev beskrevet i den amerikanske centralbanks Beige Book onsdag aften, giver blod på tanden hos de asiatiske producenter af forbrugsgoder til den vestlige verden.
- En positiv amerikansk økonomisk baggrund er den største katalysator. USA vil fortsætte med at drive de globale tendenser i 2015, forudsiger investeringschef Matthew Sherwood fra Perpetual Ltd. i Sydney til Bloomberg News.
En svækket japansk yen trækker samtidig de japanske aktier yderligere op. Yen ligger tæt på det kritiske niveau på 120 yen per dollar, hvilket ikke er set siden 2007.
Det toneangivende Nikkei-indeks stiger 0,9 pct., og det brede Topix-indeks øger 0,7 pct.
I Shanghai er det de stabiliserede råvarepriser, som holder hånden under markedet. Det påvirker blandt andet PetroChina Co., China Shenhua Energy og Jiangxi Copper, der ryger op med mere end 2 pct.
Shanghai Composite stiger 2,5 pct., og CSI 300-indekset ligger med et plus på 2,8 pct. Hongkongs Hang Seng følger delvist med med en stigning på 0,8 pct.
På de øvrige børser er der et plus i Kospi-indekset i Seoul på 0,9 pct., og Taiex-indekset i Taiwan stiger 0,5 pct., mens det toneangivende ASX-indeks med de mange råvareselskaber på børsen i Sydney øges med 0,9 pct.
Investorerne er dog afventende, og omsætningen er en del under det normale forud for dagens pengepolitiske møde i Den Europæiske Centralbank, hvor nye lempelser og yderligere tiltag ikke kan afvises at være på dagsordenen hos centralbankchef Mario Draghis og hans kolleger.
De amerikanske aktiefutures ligger med stigninger på omkring 0,1 pct. i den asiatiske handel.
Ritzau Finans