Obligationer: Renten stiger før jobrapport
Renten på det danske obligationsmarked sniger sig fredag middag op ad.
Den toneangivende statsobligation med udløb i 2025 ligger således med en rente på godt 1,04 pct. Det er to basispoint højere end lukkeniveauet torsdag eftermiddag.
Fredag morgen lagde rentemarkedet ud med et snævert fald til 1,01 pct.
Der er i løbet af fredagen en række makroøkonomiske begivenheder på programmet, hvor der særligt vil blive set mod USA.
Her vil der være stor fokus på den månedlige amerikanske arbejdsmarkedsrapport for november. Konsensus blandt analytikerne er ifølge Bloomberg News, at arbejdsløsheden fastholdes på 5,8 pct., mens skabelsen af arbejdspladser uden for landbrug ventes at lande på 230.000 mod 214.000 måneden før.
- Bliver arbejdsmarkedsrapporten som her skitseret, kan det udløse mindre rentefald, men det vil også afhænge af, hvordan de foregående måneders tal bliver revideret, og hvor meget lønninger stiger, vurderede Sydbank fra morgenstunden.
Den amerikanske jobrapport præsenteres klokken 14.30 fredag.
Fredag klokken 8 blev tallene for de tyske fabriksordrer præsenteret, og det var med et resultat bedre end ventet. Tallene bød på stigning på 2,5 pct. på månedsbasis ifølge sæsonkorrigerede tal fra den tyske centralbank, Bundesbank. Økonomerne havde forudset en stigning på 0,5 pct. ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News
Den økonomiske vækst i eurozonen var til gengæld præcist som ventet. BNP steg med 0,2 pct. i tredje kvartal i forhold til kvartalet før ifølge Eurostats anden opgørelse over væksten. Væksten i bruttonationalproduktet var positiv med 0,8 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.
Ifølge Bloomberg News var der netop ventet stigninger på henholdsvis 0,2 pct. og 0,8 pct.
Ritzau Finans