Obligationer middag: ECB-høg hugger til renten
Lige bortset fra Grækenland synes de europæiske obligationsmarkeder mandag middag grebet af generelt rentefald motiveret af udtalelser fra chefen for den østrigske centralbank, Ewald Nowotny.
Han er også medlem af Den Europæiske Centralbanks pengepolitiske komite og kendt som "høg". Men mandag synes han at trække kløerne lidt ind i forhold til såkaldte kvantitative lempelser (QE) til støtte for den vækstsvage europæiske økonomi.
For den danske, toneangivende statsobligation med udløb i 2025 falder renten til 1,01 pct. - eller med 4 basispoint fra niveauet ved markedets åbning mandag morgen, som var identisk med lukkeniveauet fredag eftermiddag, hvor renten steg som reaktion på en overraskende stærk amerikansk jobrapport for november.
På de store europæiske markeder ses ligeledes rentefald på op til 4 basispoint.
- Nowotny er på banen, og han er jo af de mere karakteristiske høge i ECB. Det er jo gået meget på, at Draghi (chefen for ECB, Mario Draghi, red.) meget gerne ser en lettelse, men at der har været noget opposition fra blandt andre Nowotny, men han er nu ude at være - for ham - mere dueagtig end nogensinde før, siger chefanalytiker i Nordea Lars Peter Lilleøre som forklaring på formiddagens rentefald.
Den pengepolitiske lettelse, som markederne håber på, er opkøb af statsobligationer - ofte omtalt som QE. Statsobligationer har endnu ikke stået på ECB's indkøbsliste, og blandt iagttagere er det opfattelsen, at Nowotny er en af hindringerne, for at det sker.
Men ifølge Bloomberg News har Nowotny mandag formiddag blandt andet udtalt, at:
- Der er en mulig diskussion om virksomhedsobligationer, og du kunne også tænke på andre ting.
Og om mulige opkøb af statsobligationer:
- Der er mange argumenter - økonomiske og juridiske - og det skal overvejes nøje. Det er klart, at hvis QE skal realiseres, skal det ske på legal vis. Det er givet et af de punkter, vi må se detaljeret på.
De italienske debitorer får ikke glæde af rentefaldet i fuldt omfang, efter at af kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's fredag nedgraderede landets kreditvurdering til "BBB-" fra "BBB" - eller blot en karakter højere end junkstatus (non-investmentgrade). Den tiårige italienske rente falder 1 basispoint.
Mandag før åbningen er der blevet udsendt en opgørelse over den tyske industriproduktion, der steg med 0,2 pct. i oktober i forhold til måneden før, hvor der ifølge Bloomberg News var ventet en produktionsfremgang på 0,4 pct. På årsbasis var der tale om en stigning på 0,8 pct. i oktober, hvilket var lidt mindre end den forventede fremgang på 0,9 pct. ifølge Bloomberg News' estimater.
Generelt er rentemarkedets fokus indstillet på det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), i næste uge. Fredagens solide job-nøgletal trækker i retning af en fremrykket amerikanske renteforhøjelse.
- Vi venter, at Fed fjerner løftet om at fastholde renten i en betydelig periode (considerable time) på mødet, vurderer Jyske Bank i en optakt til mødet.
Ritzau Finans