Mandagens obligationer: Renteretræte til 1,0 pct.
Mandag vendte de europæiske renter tilbage til niveauet, fra før Den Europæiske Centralbank torsdag i sidste uge inspirerede til rentestigning ved umiddelbart at skuffe forhåbningerne om yderligere pengepolitisk stimuli, hvorefter stærke amerikanske nøgletal fredag eftermiddag sendte renterne endnu højere.
Men mandag formiddag indledtes en retræte, der bragte renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2025 ned på 1,0 eller 5 basispoint lavere end niveau ved lukketid fredag.
På de europæiske obligationsmarkeder - på nær det græske - sås tilsvarende bevægelser med rentefald på op til 6 basispoint - som gjaldt den tyske, toneangivende rente.
Motiverende for rentefaldet var udtalelser fra chefen for den østrigske centralbank, Ewald Nowotny.
Han er også medlem af Den Europæiske Centralbanks pengepolitiske komite og kendt som en "høg", der har holdt fast i modstand mod opkøb af statsobligationer - kvantitative lempelser (QE) - til støtte for den vækstsvage europæiske økonomi med begge kløer.
- Men han er nu ude at være - for ham - mere dueagtig end nogensinde før, noterer chefanalytiker i Nordea Lars Peter Lilleøre.
Ifølge Bloomberg News udtalte Nowotny mandag formiddag blandt andet, at:
- Der er mange argumenter - økonomiske og juridiske - og det skal overvejes nøje. Det er klart, at hvis QE skal realiseres, skal det ske på legal vis. Det er givet et af de punkter, vi må se detaljeret på.
Mandag før åbningen viste en opgørelse over den tyske industriproduktion en stigning på 0,2 pct. i oktober i forhold til måneden før, hvor der ifølge Bloomberg News var ventet en fremgang på 0,4 pct.
/ritzau/FINANS