Obligationer åbning: Renten tager et lille dyk
Der er små rentedyk at spore på det danske obligationsmarked fredag morgen.
Den toneangivende statsobligation med udløb i 2025 åbner således to basispoint lavere end renteniveauet ved torsdagens lukketid.
Renten ligger nu på 0,94 pct. mod torsdagens 0,96 pct., der også var niveauet ved lukketid onsdag eftermiddag.
Det lille fald sker efter, at den tiårige amerikanske rente er faldet med omkring 5 basispoint siden dansk børslukketid torsdag og handler til 2,16 pct. på børsen i Tokyo.
Samtidig er aktiemarkederne blevet mere sure, hvilket får investorerne til at søge mod de rentebærende papirer i stedet.
Fra nøgletalsfronten kommer der fra USA tal for producentpriser og tillidsindeks fra University of Michigan. Sidstnævnte kan få en del opmærksomhed, fordi det er det første af de økonomiske nøgletal, der kommer fra USA, i december.
- Ser vi et fald i Michigan-indekset, vil det alt andet lige udløse rentefald, da langt de fleste forventer en stigning i indekset i dag, skriver Sydbank i sit morgenbrev.
Økonomerne venter en stigning i indekset til 89,5 ifølge Bloomberg News. Tallet for november var 88,8.
I Europa vil der desuden være fokus på udviklingen i euroregionens industriproduktion i oktober.
- Industriproduktionen udvikler sig fortsat meget svagt i eurozonen. Det er blevet til fald i tre af de seneste fem måneder, og der er ikke meget som tyder på, at den triste udvikling vil blive ændret i de kommende måneder, vurderer Sydbank.
Økonomerne venter en begrænset stigning på 0,2 pct.
Ritzau Finans