Europa/aktier: Største ugenedtur i tre år
En i forvejen negativ stemning på de europæiske aktiebørser blev forværret i løbet af fredag eftermiddag i takt med et yderligere fald i olieprisen. Dermed blev ugen den værste for europæiske aktier i tre år.
Ugen endte med et fald til Stoxx Europe 600 på 2,6 pct. til 330,57 efter fald i samtlige 19 industrigrupper i indekset. I ugens løb blev det dermed til et fald i indekset på hele 5,8 pct.
Olieselskaberne var blandt de hårdest ramte, efter at prisen på Brent-olie til levering i januar nåede ned på 62 dollar per tønde. Olieselskaberne Total, Royal Dutch Shell og BP faldt alle med cirka 3 pct.
Også de minerelaterede aktier havde det svært efter et generelt fald i metalpriserne og skuffende nøgletal fra Kina. Det gik ud over selskaber som BHP Billiton og Rio Tinto, som begge faldt godt 2 pct.
På børsen i Frankfurt faldt Dax-indekset med 2,7 pct. efter fald i samtlige 30 aktier i indekset.
Commerzbank trak ned med et fald på 2,6 pct. efter skriverier i Financial Times om, at selskabet i øjeblikket forsøger at nå frem til et forlig med de amerikanske myndigheder i en sag om brud på økonomiske sanktioner mod Iran og manglende kontrol med hvidvask af penge.
Forliget ventes at lande på omkring 1 mia. dollar, svarende til 6 mia. kr. Sagen kommer i kølvandet på et forlig med franske BNP Paribas, der sidste år erkendte sig skyldig i en lignende sag og endte med en bøde på 8,9 mia. dollar, svarende til knap 53 mia. kr.
BASF stod dog for det største fald i Frankfurt med en tilbagegang på 4,5 pct., efter at analytikerne hos Morgan Stanley havde sænket anbefalingen af aktien til "ligevægt" fra før "overvægt" som følge af frygt for, at den faldende oliepris vil smitte negativt af på selskabets indtjening.
Softwareselskabet SAP var ligeledes ramt af en sænket anbefaling blandt analytikerne og faldt 2,6 pct. Her var det Kepler Cheuvreux, der var ude med riven og skar anbefalingen til "hold".
/ritzau/FINANS