Aktier middag: Novo og Danske tynger i lidt mindre surt marked
Det ser lidt mindre surt ud på det danske aktiemarked, end det tydede på fra morgenstunden. Da lå samtlige eliteaktier i rødt, men hen mod middagstid er der flere grønne takter blandt aktierne i C20 Cap-indekset.
- Det går ikke så galt, som man kunne have frygtet. Det har rette sig pænt i hele Europa, og blandt andet det tyske marked er gået i plus. Vi er stadig lidt negative, men det har også rettet sig her i Danmark, fortæller senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.
En af årsagerne til, at C20 Cap fortsat falder 0,5 pct. til 789,30 er, at der blandt de synkende aktier er nogle af de tunge spillere som Novo Nordisk og Danske Bankk, siger han. Fra morgenstunden lød faldet på 0,9 pct.
Danske Bank har oplyst, at det i forbindelse med sit årsregnskab vil nedskrive 9 mia. kr. på goodwill. Det svarer til cirka halvdelen af al goodwill, banken har bogført. Økonomidirektør Henrik Ramlau-Hansen siger til Ritzau Finans, at det er ren regnskabsteknik.
- Goodwill må man slet ikke regne ind i den regulatoriske kapital. Det er jo en regnskabsteknisk post, så myndighederne har for længst sagt, at når en bank skal beregne sin solvens skal den som noget af det første trække goodwill fra, siger Henrik Ramlau-Hansen.
Banken falder 1,2 pct. til 163,1 kr., mens Novo Nordisk tynger med sit fald på 0,6 pct. på 267,4 kr.
Blandt de stigende aktier er til gengæld de to A.P. Møller - Mærsk-aktier, der stiger henholdsvis 1,0 pct. for A-aktien og 0,8 pct. for B-aktien til 11.210 kr. og 11.470 kr.
- Der var pæne ratestigninger til fragten mellem Asien og Europa fredag, og det var med til, at aktien havde en god dag i et surt marked fredag, og den kører videre på den baggrund, forklarer Martin Munk.
Både for Mærsk-aktierne og for det generelle marked er en stigning olieprisen kærkommen. Efter store fald koster den europæiske referenceolie, Brent, således 63,05 dollar per tønde - en stigning på 1,9 pct.
- Det er med til at give lidt ro på, konstaterer Martin Munk.
Genmab lægger sig igen blandt de førende aktier i C20 Cap. Sent fredag fortalte selskabet, at det har nået en milepæl i samarbejdet med Janssen Biotech vedrørende Duobody-teknologiplatformen. Milepælen udløser en betaling på 3 mio. dollar.
Aktien, der både var sidste uges og sidste måneds mest stigende i C20, ligger 1,6 pct. højere i 346,6 kr.
Uden for elitepapirerne er Egetæpper mandag regnskabsaktuel. Selskabets forventninger til året har været en omsætning på 900-950 mio. kr. samt et resultat før skat på 70-75 mio. kr.
Egetæpper handles mandag kort før middag 0,5 pct. højere til 221,0 kr.
Ritzau Finans