Europæiske aktier: Nedturen fortsætter med fokus på Rusland
De europæiske aktiemarkeder ligger tirsdag eftermiddag med fald for syvende dag i træk, hvor en nedsmeltning i den russiske rubel er med til at presse selskaber med eksponering mod Rusland. Det rammer blandt andet den franske storbank Societe Generale, Adidas og Metro, som alle har eksponering mod Rusland.
Dax-indekset falder 0,8 pct. til 9261, og Ftse-indekset taber 0,3 pct. til 6166. Det franske Cac-indeks ligger 1,6 pct. lavere i 3941.
Societe Generale taber 5,1 pct. til 32,62 euro, idet den franske storbank er presset grundet den russiske eksponering, mens norske DNB falder 4,4 pct. til 103,30 nkr. efter fortsat pres på olien samt den norske krone.
Adidas, som har eksponering mod Rusland, ligger med et fald på 3,1 pct. i 54,59 euro. Rublen har været på en sands rutsjebanetur i løbet af de seneste 24 timer, hvor den seneste har været oppe i næsten 100 rubler per euro, fra 73 i morges. Euro-rubel-krydset er siden faldet tilbage til 90,7.
Metro falder 4,3 pct. til 22,35 euro, efter at den tyske detailvaregigant har aflagt regnskabstal for det forskudte fjerde kvartal, hvor indtjeningen fald, mens der ventes fremgang i driftsindtjeningen i indeværende regnskabsår eksklusive valutaeffekten. Aktien er også ramt af en styrtdykkende rubelkurs, hvilket er med til at udskyde børsnoteringen af de russiske aktiviteter.
Den franske dækproducent Michelin henviser til markedsdata, som viser et skarpt fald i efterspørgslen på vinterdæk til biler og lette lastbiler grundet den milde vinter. Efterspørgslen på dæk til tunge lastbiler er fortsat svag i Europa og Brasilien, mens den er stigende i Nordamerika. Markederne er dog nådige overfor Michelin-aktien, som ligger med et fald på 0,5 pct. i 69,26 euro, mens den finske konkurrent Nokian Renkaat taber 7,4 pct. til 18,98 euro, blandt andet som følge af en større eksponering mod Rusland.
BP falder 1,1 pct. til 369,25 pence, og Shell stiger 0,1 pct. til 1943 pence. Olieprisen fortsætter nedturen, hvor Brent-futuren med levering til januar falder 3,7 pct. til 58,81 dollar per tønde.
Lufthansa stiger 1,1 pct. til 13,67 euro. Den tyske luftfartskæmpe får en købsanbefaling af Commerzbank, som tidligere havde en holdanbefaling på aktien. Yderligere er aktien også understøttet af den faldende oliepris.
På makrosiden er det tyske ZEW-erhvervstillidsbarometer tirsdag formiddag blevet offentliggjort, hvor det blev til en stigning til 34,9 for december sammenlignet med 11,5 for november. Økonomerne havde ventet en stigning i ZEW-erhvervstillidsbarometeret til 20,0 i december.
Aktiefokus