Europa/aktier: Festen fortsatte på tredje dag
Festen fortsatte torsdag på de europæiske aktiemarker. De store indeks steg for tredje dag i træk trukket af stigninger i olieprisen, valutaro og besindige rentevarsler fra USA, hvor centralbanken, Federal Reserve, i øvrigt også meldte om en amerikansk økonomi i god trivsel.
Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600 indeks sluttede dagen med en stigning på 3,0 pct.
I London sluttede FTSE100-indekset 1,8 pct. højere. DAX-indekset i Frankfurt steg 2,8 pct., og i Paris blev CAC 40-indekset løftet 3,4 pct.
De energirelaterede aktier havde en god dag efter vendingen i oliepriserne.
Det uafhængige britiske olie- og gasselskab Afren steg 8,0 pct., men ligeledes britiske Seadrill, der lever af offshore-olieeftersøgning lagde sig i spidsen af Stoxx-indekset med en stigning på 9,0 pct.
Norske Aker Solutions, der også er underleverandør af offshore service til olie- og gasindustrien, steg på fjerdepladsen i Stoxx-indekset med 7,7 pct.
Med en stigning på 8,4 pct. pressede det franske teleselskab Alcatel-Lucentsig ind på Stoxx-indeksets andenplads efter rygter om fusionssamtaler med Nokia i det tyske erhvervsmagasin Manager Magazin. Ingen af de to selskaber har ønsket at kommentere rygterne.
Investorerne tager dog rygterne som positivt nyt, blandt andet fordi de to selskaber tidligere har diskuteret en mulig sammenlægning.
Den olierelaterede optimisme nåede ikke at smitte af på britiske Aveva, der leverer software til energibranchen. Aktien faldt næstmest i Europa med 5,6 pct. presset af JPMorgan, der nedgraderer anbefalingen af aktien til "undervægt" fra "overvægt", mens Morgan Stanley sænker sin anbefaling fra "equalweight" til undervægt".
Men værst gik det torsdag ud over Swisscom, hvis aktie faldt 7,9 pct. i nervøsitet over, at den franske milliardærinvestor Xavier Niel har indgået aftale om at købe Orange Switzerland.
/ritzau/FINANS