Mandagens obligationer: Rentestigninger forduftede mod lukketid
De danske obligationsrenter bevægede sig i løbet af mandagens handel en anelse op, da den generelt positive stemning på finansmarkederne gav en lavere efterspørgsel på de fastforrentede papirer.
Omkring lukketid var rentestigningerne dog mere eller mindre forduftet, og alt i alt endte den toneangivende tiårige danske statsobligation med en rente på 0,89 pct., hvilket var fuldstændig det samme som fredagens renteniveau.
Julestilheden begyndte så småt at indfinde sig ved handlerbordene, men det blev bemærket, at både olieprisen og den russiske valuta, rublen, styrkedes lidt, hvilket var med til at øge risikoappetitten.
Den positive udvikling blev ifølge Rasmus Gudum Sessingø, seniorøkonom i Handelsbanken, slået an på rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i sidste uge.
- De gik en meget fin balancegang mellem at være positive på økonomien uden at forskrække markederne for meget med, at deres opstramninger vil blive voldsomme eller komme meget hurtigt, siger han til Ritzau Finans.
- Olieprisen og en rubel, der styrkes endnu en dag, bliver også taget positivt op, tilføjer han.
Fra eurozonen kom der den første opgørelse over forbrugertilliden i december, og den faldt stort set ud som ventet. Opgørelsen landede på minus 10,9 mod en indeksværdi på minus 11,5 i måneden før ifølge den reviderede opgørelse.
Til sammenligning var der ventet et indeks på minus 11,0 blandt økonomerne adspurgt af Bloomberg News.
Fra USA fik markedsdeltagerne nyt fra boligmarkedet i form af den månedlige opgørelse over salg af eksisterende boliger. Det udviklede sig svagere end ventet i november, da der blev solgt 4,93 mio. boliger ifølge sæsonjusterede og annualiserede tal fra den amerikanske ejendomsmæglerforening.
Det svarede til et fald på 6,1 pct. i forhold til måneden før.
Ifølge Bloomberg News var der blandt økonomerne ventet et salg på 5,20 mio. boliger.
Tallet er dog kendt for at være meget volatilt og kan svinge uventet fra måned til måned.
/ritzau/FINANS