Europas aktier: Julestemningen har bredt sig
Stemningen på de europæiske aktiemarkeder er over et bredt spektrum positiv lillejuleaftensdag, hvor de tre store indeks i Frankrig, Tyskland og London alle tre oplever stigninger ved middagstid.
FTSE 100 i London stiger 0,3 pct., CAC 40 i Paris handles 0,6 pct. højere, mens DAX-indekset i Frankfurt stiger 0,1 pct.
Det paneuropæiske eliteindeks Stoxc 600 stiger da også samlet med 0,3 pct. til indeks 342,9 tirsdag middag, og hvis udviklingen holder resten af dagen, vil det femte dag i streg med stigninger.
Aktieanalytikerne tilskriver i høj gårsdagens stigninger på de amerikanske aktiemarkeder.
- Den helt store drivkraft er de amerikanske markeder, der alle steg i går, og det har skabt en positiv stemning, men volumenerne er dog meget små. I dag er der ingen dårlige nyheder, siger Herbert Perus, analytiker fra Raiffeisen Capital Management, til Bloomberg News.
Noget tyder da også på, at julefreden har sænket sig over aktiemarkederne. Ifølge Bloomberg News er volumen på Stoxx 600-aktierne 35 pct. lavere end dagsgennemsnittet for de sidste 30 dage.
På selskabsfronten stiger schweiziske OC Oerlikon, der producerer maskiner til tekstilfremstilling, efter at selskabet har annonceret, at man agter at sælge dele af sit "advanced technologies"-forretningsben.
OC Oerlikon stiger 2,9 pct. til 12,4 schweizerfranc.
Mindre godt går det for det hollandske fødevarekonglomerat Nutreco. Selskabet har i den seneste tid været i fokus, efter at Cargill meldte, at selskabet overvejede et opkøb af Nutreco. Cargill har dog tirsdag været ude at dementere rygterne, og det har fået Nutreco til falde på aktiemarkederne med 5 pct. til 44,2 euro.
Senere på eftermiddagen offentliggøres en håndfuld økonomiske makrotal fra USA, der kan påvirke stemningen på de europæiske aktiemarkeder. Der er tale om reviderede tal for væksten i bruttonationalproduktet i tredje kvartal og tal for personlig indkomst og privatforbrug, ordreindgang af varige goder, boligpriser, salg af nye boliger samt PCE-prisdeflator.
/ritzau/FINANS