Lauritz.com går på børsen
Det gældsplagede auktionshus Laurtiz.com planlægger at gå på børsen i Sverige i løbet af juni.
Lauritz.com tørster efter kapital, og nu planlægger auktionshuset at lade sig børsnotere på den svenske børs Nasdaq First North Premier i Stockholm.
Planerne har ulmet længe, men nu er det officielt, oplyser virksomheden fredag i en pressemeddelelse:
»Lauritz.com Group A/S bekræfter sin intention om at gå videre med en børsintroduktion og en notering af sine aktier på Nasdaq Firts North Premier.«
Alt efter markedsudviklingen forventer man, at børsnoteringen vil finde sted i andet kvartal af 2016, hvilket vil sige i løbet af juni.
Nasdaq First North Premier er en børs for mindre virksomheder og vækstvirksomheder, og den har nu godkendt, at Laurtiz.com må sælge sine aktier der. Noteringen er ligeledes godkendt af Finanstilsynet.
»Efter mange år under privat ejerskab mener Laurtitz.com's bestyrelse og aktionærer, at det nu er et passende tidspunkt at udvide,« står der i pressemeddelelsen.
Lauritz.com er et af Nordens største auktionshuse med 26 fysiske auktionshuse i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og Belgien samt en af Nordeuropas største online auktioner.
I 2015 omsatte virksomheden for over 1 mia. kr. på sine 2,5 mio. kunder. De senere år har Lauritz.com satset stort i Sverige, og man har opkøbt konkurrenten QXL. I 2016 forventer Lauritz.com at øge sin driftsresultatet fra 2015 på 41,8 mio. kr. med 20-40 pct.
Men virksomheden kæmper med en stor gæld, efter firmaet i 2014 gik ud på de alternative lånemarkeder og solgte børsnoterede virksomhedsobligationer.
Resultatet før skat endte i 2015 i et underskud på 11 mio. kr., og egenkapitalen svandt ind til 13 mio. kr.
Lauritz Christensen Auktioner blev allerede stiftet i 1885 og var et at Danmarks ældste auktionshuse, indtil virksomheden blev opkøbt af svenske Bengt Sundström i 1998. Året efter relancerede han virksomheden under navnet Lauritz.com.
Bestyrelse har en målsætning om, at man inden for et år, vil ansøge om en notering på hovedbørsen i Stockholm, Nasdaq Stockholm.