Investor

Sådan investerer du som Warren Buffett

Warren Buffett har tjent 440 mia. kr. på sin investeringsteknik, og private kan lære meget af milliardæren, mener Stig Brodersen, der har skrevet en bog med hans teknikker.

Artiklens øverste billede
Stig Brodersen har indtil for nyligt undervist på Erhvervsakademiet i Aarhus. Foto: Joachim Ladefoged

Det kræver disciplin, tid og koldblodighed at investere som den 85-årige milliardær og storinvestor Warren Buffett. Men selv om man nok ikke kommer til at opbygge en formue på 440 mia. kr. ligesom verdens tredje rigeste person, bør man forsøge at kopiere ham alligevel.

Det mener Stig Brodersen. Han står bag verdens største podcast om aktieinvestering, og så har han sammen med sin medvært Preston Pysh skrevet bogen Warren Buffett Accounting Book, som er solgt i godt 20.000 eksemplarer. En bog, der beskriver milliardærens investeringsstrategi ned i mindste detaljer.

»Jeg har selv taget hans investeringsstrategi til mig 100 pct. Hans simple måde at investere på, hans evne til at være rationel, når alle andre er irrationelle, er utroligt inspirerende,« siger Stig Brodersen.

Og det er slet ikke så svært at investere som Warren Buffett, som mange sikkert forestiller sig. I hvert fald ikke i teorien. Hans metode er relativt simpel og bygger på fundamentale antagelser, de fleste vil kunne lære at rette sig efter. Til gengæld kræver det, at man overholder sine regler. Det kan være svært for mange.

Stig Brodersen er vært på podcasten 'We study billionairs - the investors podcast'. Foto: Joachim Ladefoged

Det første, man ifølge Stig Brodersen skal lære, før man kaster sig ud i at investere som Buffett, er at forstå, hvad man investerer i.

»En aktie er en del af en virksomhed. Der er så utroligt mange mennesker, der ikke forstår det. Hvis du ejer en aktie i Mærsk, ejer du en lille del af et containerskib, en lille del af en olieplatform, en lille del af alt. I teorien er det ikke anderledes at købe en enkelt aktie, end det er at købe hele selskabet. Det skal man forstå for at forstå virksomheden,« siger han og pointerer, hvorfor det er vigtigt.

»Hvad skete der under finanskrisen? Selskabernes værdi blev halveret. Hvis du forstod virksomhederne, ville du se, at det ikke gav mening. Mange virksomheder lavede stadig det samme og tjente næsten det samme. Hvordan kunne de pludselig blive halvdelen værd? Måske var aktierne overvurderet før, eller måske var de undervurderet efter - i hvert fald viser det værdien af at tænke rationelt, når alle andre gør det modsatte.«

Warren Buffett handlede rationelt under finanskrisen og brugte de faldende priser til at købe op i sunde, robuste virksomheder, der på trods af krisen holdt farten i nogenlunde samme tempo. Faktisk er det sådanne muligheder, Warren Buffett venter på. Og det er grunden til, at han ser tålmodighed som en af de vigtigste egenskaber, når man investerer i aktier.

Men han kunne ikke have gjort, som han gjorde, hvis ikke han forstod virksomhederne. Hvis han ikke havde læst regnskaberne og talt med de involverede.

»Det er utroligt få mennesker, der går ind og læser regnskaberne i de virksomheder, de investerer i. Og det bør man. Det er jo lige meget, om kursen er gået fra 40 til 60, hvis aktien fortsat er dyr, i forhold til hvad selskabet er værd. Buffett kigger kun på, hvad selskabet er værd,« siger Stig Brodersen.

Man bør selv tage hånd om sine investeringer, mener Stig Brodersen. Foto: Joachim Ladefoged

Når Stig Brodersen har læst og forstået regnskaberne, forsøger han at komme til at tale med selskabernes kunder, ansatte eller andre, der har særlig viden. Og han undersøger, om selskabet har en særlig konkurrencemæssig fordel. Det er tidskrævende, men nødvendigt og det hele værd.

»Hvorfor bruge tre dage på at vælge det billigste telefonabonnement, hvis du ikke vil bruge tre måneder på at sætte alle de penge, du har tjent de seneste 10 i år, i gode aktier?«

Ligesom Warren Buffett kigger han også på, om produktet, selskabet lever af, er langtidsholdbart. Vil internettet f.eks. kunne erstatte det på et tidspunkt? Da Warren Buffett købte tyggegummi-producenten Wrigley’s, var det bl.a. ud fra den logik, at internettet nok ikke ville ændre måden, vi tygger tyggegummi på.

Forarbejdet tager tid. Men til gengæld skal man også kun købe meget få aktier.

»Når jeg endelig køber, har jeg til hensigt at beholde aktierne i mange år. Hvis jeg har købt to aktier på et år, er det mere end rigeligt. Warren Buffett har den her med, at hvis du har købt flere end 20 aktier i dit liv, så har du været for utålmodig. Det har han selv gjort, men tankegangen er, at man skal holde på aktien i rigtig lang tid.«

Man skal forestille sig, at børsen lukker i 5-10 år. Ville du stadig købe aktierne?

»Det bør ikke betyde noget, fordi at man ejer en del af en rigtig virksomhed, som er langtidsholdbar. Ikke bare et elektronisk stykke papir med en pris, som går op og ned,« forklarer Stig Brodersen.

85-årige Warren Buffett og Berkshire Hathaway omsatte i 2015 for 1.400 mia. kr. Foto: Cliff Owen

Selv om det kan være fristende at lade andre om at håndtere sine investeringer, så mener Stig Brodersen, at det er en fejl. Man skal selv tage hånd om det.

»Der er ingen, der bekymrer sig så meget om dine penge, som du selv gør. Bankerne kommer dig i en kasse ud fra nogle overfladiske betragtninger. Glem det. Du er nødt til at finde ud af, hvad det rigtige er for dig. Du er nødt at uddanne dig i en vis grad for at finde ud af det. Team op med folk, der kan hjælpe dig. Jeg har også en masse gode folk, der hjælper mig.«

Warren Buffetts selskab Berkshire Hathaway ejer aktier i 49 forskellige selskaber, bl.a. store positioner i Kraft Heinz, Wells Fargo og Coca-Cola. Og hvis man gerne vil investere efter milliardærens filosofi, men ikke vil bruge tiden på det, kan man overveje at investere i Berkshire Hathaway.

Det gør Stig Brodersen også selv.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.