Fortsæt til indhold

Ingen exit polls når Brexit-stemmerne er afgivet - men hvad ser man så efter?

Når valgstederne lukker i Storbritannien, bliver det uden den sædvanlige støj fra exit polls, der skyder på resultatet. Men hvorfor - og hvilke tegn ser investorer, politikere og analytikere i stedet efter?

Investor

I Danmark har exit polls ikke det bedste navn. Metoden med at spørge folk ved udvalgte valgsteder, hvad de har stemt, og byde på valgresultatet ud fra svarene, kom under voldsom beskydning for at påvirke valget i 2013, da DR sendte exit polls ud, inden kommunalafstemningen var ovre. Af samme grund var de også stærkt omdiskuterede ved sidste valg.

Men i dagens skæbnesvalg i Storbritannien kommer der hverken exit polls før eller efter, at valgstederne er lukket. Det er dog ikke af etiske grunde, men skyldes, at valget ikke ligner tidligere valg nok til, at forskerne bag de vanlige exit polls tør byde på valgresultatet.

Nogle folk i markederne ved dog muligvis, hvad et forsøg på en exit poll ville have vist - i hvert fald skrev Financial Times i slutningen af maj, at flere banker havde bestilt exit polls til intern brug. Der bliver da også travlhed på handelsgulvene hos især valutahandlerne, hvis markeder ikke er lukkede, så der er god brug for et tidligt hint.

  • Af samme grund er valutapriser derfor også et af de første steder, en række eksperter over for flere medier peger på, når der bliver spurgt til ledetråde for nattens (eller morgenens) nyheder om afstemningen.

Et remain anses for at ville styrke pundet, et exit for at svække det. Man kan blandt andet se et overblik over de løbende priser her hos Bloomberg.

  • Et andet vink med enten en vognstang eller en fjer, afhængig af tiltroen til netop exit polls, kommer fra et basalt tag på metoden.

For selv om der altså ikke er tidligere, sammenlignelige resultater at udarbejde exit polls ud fra, så er der data over hvilke dele af Storbritannien, der f.eks. er mest EU-skeptiske. Får man f.eks. et 'exit'-resultat med +6 pct. fra Sunderland, tyder det på en meget tæt afstemning, skriver The Independent.

  • Derudover er det formentlig også værd at se på de stemmeprocenter, der løbende kommer ind. De fleste kommentatorer og analytikere antager, at lav valgdeltagelse er en fordel for 'Leave'-lejren og vice versa. Af samme grund har aftenens voldsomme regnvejr i dele af Storbritannien vakt stor opmærksomhed.

Indtil nu er der dog kun foreløbig tal fra Skotland at se på. De antyder en deltagelse på mellem 70 og 80 pct. - højt, men ikke helt på niveau med landets folkeafstemning om fortsat at være en del af Storbritannien, lyder dommen fra Financial Times.

  • Og endelig ventes der to meningsmålinger foretaget over en periode, der også inkluderer valgdagen, kort efter valget. Diskussionen om validiteten af meningsmålinger i landsdækkende valg i Storbritannien er dog så omfattende, at de fleste investorer anser væddemåls-markederne som en klart stærkere indikator. En problematik, som Finans' klummeskribent Sebastian Barfort for nylig så nærmere på.