De positive aspekter ved Brexit
Der har både før og efter den britiske folkeafstemning om tilknytningen til EU været fokuseret rigeligt på de negative aspekter ved et Brexit. Europæisk disintegration, dominoeffekter, ringere sikkerhedssituation i Europa, Putins glæde, europæisk samhandels snarlige endeligt og baconeksporten har alle været omtalt. Måske det er på tide med lidt fokus på de positive aspekter?
Der er ingen tvivl om, at en meget stor og tilsyneladende ukontrolleret immigration har udgjort en stor tunge på vægtskålen for folkeafstemningens udfald, og at dette erkendes langt ude i Europa. Måske vil medlemslandene og EU-kommissionen nu arbejde sammen og få løst problemet?
Har Storbritannien skudt sig selv i foden og står nu uden forhandlingsmagt? Omvendt kunne man spørge, om ikke EU’s ledere i en situation, hvor Storbritannien aldrig havde været medlem af EU, ville tage imod den femtestørste økonomi i verden med åbne arme og strække sig langt for at bøje regler og traktater for at tilgodese landet? Hvorfor skulle det være anderledes nu? Det værste, der kan ske for Bruxelles, er vel, at Storbritannien orienterer sig mod USA i stedet og/eller trækker flere utilfredse lande ud.
Med hensyn til frihandel har EU forhandlet i årevis med tidligere britiske kolonier som Canada og Indien. Handelsaftalen med Canada er ikke ratificeret endnu, og aftalen med Indien kan man vist foreløbig glemme. Storbritannien vil nu kunne indgå aftaler med sådanne lande uden at blive forsinket eller forhindret af besværlige lande i EU eller særinteresser og lobbyister.
Dette er ikke uvæsentligt. EU’s økonomis andel af verdensøkonomien er dalende og har været det i mange år pga. den nu nærmest permanente vækstkrise. Det er i Storbritanniens langsigtede interesse at få gavn af de store udviklingslandes hastigt ekspanderende middelklasser. Antallet af italienske og portugisiske rigmænd står i disse år i stampe. Måske vil disse forhold også afstedkomme større forståelse for nødvendigheden af reformer af arbejdsmarkedet i Europa samt en mindre kvælende tilgang til den finansielle sektor.
Et sidste aspekt, som også skal nævnes, er, at en række østeuropæiske lande forholder sig særdeles kritisk over for den ”kerneeuropæiske linje”, som de sidste mange år har været fremherskende pga. specielt Frankrigs og Tysklands ønsker om store og tunge socialstater. De såkaldte Visegrad-lande har allerede vist en stor grad af sammenhold i håndteringen af immigrationskrisen, men disse stater er også i udpræget grad fortalere for deregulering og har ofte været på samme side af debatten som Storbritannien. Måske vil Brexit medføre, at disse stemmer i fremtiden får større vægt i det europæiske samarbejde.
David Bakkegaard Karsbøl, chefstrateg i Sparinvest.
David Bakkegaard Karsbøl, chefstrateg i Sparinvest