Gyldent boligmarked vakler: Få skatten og møblerne betalt
Et af verdens vildeste boligmarkeder er blevet hårdt ramt af brexit.
Køb en lejlighed, få salgsomkostningerne betalt, deltag i lodtrækningen om en gratis parkeringsplads eller få møbler for 200.000 kr. Sådanne tilbud er blevet hverdagskost på et af verdens mest hypede boligmarkeder, efter at et flertal i Storbritannien sagde nej til EU. Siden har boligmarkedet i London været i choktilstand.
Et prisfald på mere end 30 pct. er sandsynligt, lød advarslen ifølge Bloomberg fra Societe Generale til sine kunder mandag. Samtidig forventes salget umiddelbart at falde med 5 pct.
Priserne har kun kendt en vej, og det er opad siden finanskrisen. Siden 2007 er priserne steget 62 pct. Det har gjort priserne så høje, at almindelige lønmodtagere ikke længere har råd til at bo i den eftertragtede storby.
Der er derfor indført en række restriktioner for udenlandske købere, og i maj faldt priserne 1,4 pct. Det er det største månedlige fald i ca. fem år.
Også salget er faldet markant inden brexit, og efter afstemningen er udviklingen accelereret. I dagene efter brexit er antallet af solgte boliger faldet med ikke mindre end 43 pct. i forhold til samme periode sidste år.
For ejendomsmarkedet i London er det asiatiske marked helt afgørende. Der har netop været afholdt en større udstilling i Hong Kong, og herfra lyder vurderingen, at der kun var halvt så mange interesserede som normalt.
Boligmarkedet er også ramt på andre områder. Udbuddet af boliger til udlejning et med ét slag steget 33 pct. Det skyldes, at udlejerne ville komme en ny lov i forkøbet om stempelafgift. De, der købte, inden loven trådte i kraft i april, sparede stempelafgiften. Samtidig er efterspørgslen efter lejligheder blevet mindre.
Det vil i sig selv kaste mørke skygger over markedet, mener Charlie Ellingworth, der er medstifter af mæglerfirmaet, Property Vision LTD.
»Det er ikke tid til at købe nu. Nybyggerier har oversvømmet markedet, og der bliver ikke flere, som vil leje. Så hvis lejerne rejser, bliver den største udfordring at finde en ny,« siger Charlie Ellingworth til Bloomberg.
Der er planer om at bygge yderligere 35.000 dyre ejendomme til en værdi af ca. 77 mia. pund (knap 690 mia. kr.) i de kommende 10 år. Det vækker bekymring, da brexit kan betyde, at op mod 100.000 finansielle job forsvinder fra London.