Derfor betaler japansk firma 200 mia. for britisk chipdesign
Hvis man undrer sig over, hvorfor chipproducenten ARM skulle være svimlende 200 mia. kr. værd, er det bare at kigge på fakta.
De er i enhver smartphone, tablet, e-reader, i ethvert smart TV, i masser af moderne biler, i droner og i ure.
Små mikroprocessorer eller chip, som fortæller den specifikke gadget, hvad den skal: tag et billede, skriv en tekst, gå på nettet, tjek Twitter osv.
Britiske ARM, som japanske Softbank har budt 32 mia. dollar eller i omegnen af 200 mia. kr. for, er verdens største designer af disse chip til mobile enheder. Konkurrenten Intel er den største, når det gælder computere og laptops.
ARM er vokset ekspansivt i takt med, at mobiltelefonerne har bredt sig ud over hele verden. Selskabet, der blev stiftet i Cambridge i 1990, er i dag i mere end 95 pct. af verdens smartphones – herunder i enhver iPhone og Samsung Galaxy.
Det tæller for 45 pct. af ARM’s salg. Oven i det kommer fjernsyn, medicinsk udstyr, biler og en lang række af de tekniske apparater, der kan gå på internettet i vores hjem, som ARM også designer chip til.
Og det er netop designet, som Softbank betaler den store sum penge for. For ARM producerer ikke selv, men udsteder licenser til fx Samsung, som så står for produktionen.
En forretningsmodel, der så at sige befrier ARM fra at have bekostelige fabrikker, men ikke fra at tjene penge.
Der blev solgt 15 mia. produkter med ARM-chips i 2015, selskabet solgte for 968,3 mio. pund og tjente 339,7 mio. pund.
Måske endnu vigtigere, så ser Softbank ARM som en del af fremtiden, hvor alt fra gadelamper til vaskemaskiner ventes at blive forbundet via internettet.
»Et af de største paradigmeskifte kommer,« lød det fra topchefen i Softbank Masayoshi Son på et pressemøde mandag ifølge flere internationale medier, og han lod samtidig forstå, at ARM er en måde at tjene penge på det skifte.
»Internettet vil forbinde alt. Alt der har en semikonduktor indeni. Om det er forbrugerelektronik, biler eller infrastruktur, så vil de blive forbundet.«
Det japanske selskab fortæller, at det vil beholde ARM's hovedkvarter i Cambridge samt fordoble antallet af antallet i Storbritannien over de næste fem år.