Europa/aktier: Mindre fald på tynd sommerdag
Europas aktiemarkeder bød overordnet set på fald tirsdag, men i den tynde sommerhandel blev stemningen gradvist bedre i løbet af dagen, og Stoxx 600-indekset begrænsede sig til en tilbagegang på 0,4 pct. til 337,39.
Fald i råvarepriserne, skuffende regnskaber og gevinsthjemtagning efter en periode med stigninger prægede de europæiske børser, men gennemført røde tal i formiddagstimerne blev afløst af kun en mild nedtur ud på eftermiddagen.
Dagens nøgletal bød på dårlige meldinger fra det tyske ZEW-indeks, mens det amerikanske boligmarked viste opmuntrende livstegn. Til gengæld nedjusterede IMF sin vækstprognose for verden, og i særdeleshed Storbritannien, efter brexit-afstemningen i juni.
Råvareaktierne var hårdest ramt med et dyk til sektorindekset på 2,5 pct. Papirer som Glencore, Rio Tinto og Anglo American dykkede på grund af faldende priser på jern, sølv, aluminium og olie, hvilket sendte dem ned med 3-4 pct.
Bilaktierne bremsede også op, blandt andet oven på nyheden om, at Fiat Chrysler bliver undersøgt af de amerikanske myndigheder for at have overdrevet sine salgstal. Aktien faldt 3,2 pct. på Milano-børsen.
Allerværst klarede svenske Ericsson sig efter et skuffende regnskab med et fald på 5,6 pct.
I den lykkelige ende af Stoxx 600 steg Zalando til sin højeste kurs siden januar efter en opjustering af prognosen for i år. Nu ventes den internetbaserede tøjforhandler at levere en driftsmargin (EBIT) på 4 til 5,5 pct., hvor der tidligere var spået 3 til 4,5 pct. Nyheden, som kom sammen med bedre resultater end ventet for andet kvartal, sendte Zalando-aktien op med hele 21 pct.
/ritzau/FINANS