Investorerne straffer Danske Bank
Danske Banks regnskab levede ikke op til investorernes forventninger - aktien falder.
Investorerne tolker Danske Banks regnskab som en lettere skuffelse, og fra morgenstunden falder aktien med 1,4 pct. efter 10 minutters handel. Danske Bank klarer sig dermed dårligst af alle selskaber i det ledende danske aktieindes, C20 Cap.
Faldet kommer dog efter to uger, hvor kursen er steget med 11 pct., så nedturen kan måske tolkes, som om investorernes forventninger havde været lidt for høje.
I hvert fald mener bankanalytiker hos Bloomberg Intelligens, at regnskabet ser fornuftigt ud.
»Jeg har ikke fundet noget i regnskabet, der er bekymrende. Fokus på udgifterne fortsætter med at holde bundlinjen intakt,« siger Tomasz Noetzel til Finans Investor.
Mest bemærkelsesværdigt var det, at indtjeningen faldt med 800 mio. kr. på grund af faldende gebyr- og handelsindtægter. Men det burde ikke komme som den store overraskelse for investorerne.
»Markedet har været bevidst om de udfordringer, så det burde ikke give en negativ reaktion. Danske Bank fastholder desuden sit syn på resultatet over hele året,« siger Tomasz Noetzel.
Fire finanshuse, heribalndt JPMorgan og Morgan Stanley, har her til morgen opdateret deres købsanbefalinger, og kursmålene er uændrede. Det tyder altså på, at regnskabet har levet op til analytikernes forventningerne, men altså heller ikke mere end det.
Danske Bank-aktien er nu faldet med 3,5 pct. i år - den har klaret sig væsentligt bedre end konkurrenterne, hvor Nordea er nede med over 20 pct., mens Jyske Bank er faldet 13 pct.