Danske Banks sparegris presses af brexit og urolige markeder
En usikker periode på aktiemarkedet, som blussede op igen ved den britiske EU-afstemning, har presset indtjeningen i Danske Banks forretning inden for formue- og kapitalforvaltning, Wealth Management.
Den nye forretningsenhed har i årets første seks måneder haft et overskud på 1.981 mio. kr., hvilket er omkring 400 mio. kr. lavere end i samme periode i 2015.
- Resultaterne er lavere end i første halvdel af 2015 på grund af volatile markeder i begyndelsen af året og igen i forbindelse med den britiske afstemning om EU-medlemskab, skriver Danske Bank i sit regnskab for andet kvartal, som er offentliggjort torsdag.
Wealth Management-enheden har omkring 800.000 kunder og forvalter mere end 900 mia. kr. Forretningsbenet har kun få måneder på bagen og består af en række forretningsenheder, som er lagt sammen - herunder blandt andet Danica Pension og Danske Capital.
De totale indtægter i Wealth Management lød på 3.789 mio. kr. i de første seks måneder af året, hvilket var et fald på 355 mio. kr. i forhold til 2015 og altså slog igennem på bundlinjen.
- Markedsudviklingen påvirkede handels- og investeringsresultatet negativt - primært i relation til sundhed- og ulykkesforretningen i Danica Pension, der faldt fra de usædvanligt høje niveauer i første halvdel af 2015.
- Markedsudviklingen reducerede også værdien af aktiverne under forvaltning, skriver Danske Bank.
Indtjeningen er dog også presset af stigende omkostninger, som ifølge banken skyldes udgifter til at etablere forretningsenheden.
Da den nye forretningsenhed blev etableret, lød det fra direktør Tonny Thierry Andersen, at man skulle vinde markedsandele i Norden, og det arbejde går som planlagt, lyder det torsdag morgen.
- Initiativerne til at støtte vores ambition om at øge vores markedsandele inden for formuepleje i Norden forløber planmæssigt, skriver banken.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS