Olien falder til laveste pris i to måneder
Olieprisen falder mandag til det laveste punkt i omkring to måneder, efter at der på seneste har været en stigning i antallet af rigge, der leder efter olie. Det har skabt en frygt for overudbud i markedet, skriver Bloomberg News.
Antallet af borerigge, der leder efter olie i USA, steg med 14 til 371 i sidste uge, og det er ikke en nyhed, som blev modtaget positivt i oliemarkedet, der gennem de seneste år har lidt under et for højt udbud og en for lav efterspørgsel.
- Den generelle stemning i markedet i øjeblikket er til den bløde side eller sidelæns. Det bliver trukket ned af en styrkelse af dollar på baggrund af høje lagre og det faktum, at antallet af rigge er begyndt at krybe op, siger Ric Spooner, der er chefanalytiker ved CMC Markets, til Bloomberg News.
Samtidig stiger antallet af væddemål mod olieprisen, der steg til det højeste niveau i et år, viser tal fra Commodity Futures Trading Commission.
En tønde nordsøolie koster mandag morgen 45,59 dollars, hvilket er et fald på 1,8 pct. siden fredag eftermiddag, hvor man skulle betale 46,40 dollars for en tønde. Det er det laveste niveau siden maj.
I en anden del af råvaremarkedet falder prisen på guld. Det skyldes ifølge Bloomberg News, at der har været bedre stemning på aktiemarkedet, og at dollar bliver styrket, fordi sandsynligheden for en renteforhøjelse senere i år på det seneste er steget.
En troy ounce guld koster mandag morgen 1.317,84 dollars mod 1.323,24 dollars fredag eftermiddag.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS