Ud af den blå luft blev ukendt firma 522 pct. mere værd
Uden nogen umiddelbar grund blev en it-virksomhed den mest varme aktie i USA i slutningen af sidste uge.
Kingtone Wirelessinfo Solution har i mange år levet en anonym tilværelse på fondsbørsen i USA.
It-virksomhedens aktier blev ikke handlet mange gange om dagen, og sammenlignet med det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks havde Kingtone-aktien underpræsteret kraftigt i 2016.
Men torsdag og fredag i sidste uge skete der noget.
Kingtone Wireless Solutions aktier blev de to dage handlet over 636 mio. gange, langt mere end nogensinde, og aktiekursen steg sammenlagt de to dage med 522 pct.
Virksomhedens markedsværdi var steget fra omkring 2 mio. dollars til omkring 14 mio. dollars., og det var den klart største procentuelle stigning på det amerikanske aktiemarked torsdag og fredag i sidste uge ifølge data fra Bloomberg.
Artiklen fortsætter efter grafen.
Det spektakulære var blot, at der ikke umiddelbart var nogen årsag til den voldsomme kursstigning.
Kingtone Wirelessinfo Solution havde hverken lanceret nye produkter, underskrevet en ny stor kontrakt, var ved at blive opkøbt eller havde selv købt noget som helst.
Flere amerikanske børsmedier har beskæftiget sig med, hvad der så fik Kingtone-aktien til at eksplodere. Mediet CNA Finance har en forklaring på, hvorfor den ukendte aktie havde retning mod himlen uden grund.
»Koncept her er, at KONE (Kingtones aktieforkortelse, red.) har fået så mange tæsk i løbet af året, at den ikke kunne andet end at gå op. Så der kom et optimistisk udbrud, der førte til en utrolig investorbegejstring. Sandheden om prisbevægelser i markedet er, at der en tendens til, at de sker som følge af en serie af overreaktioner,« skriver børsmediet.
CNA Finance skriver desuden, at sådan en kursstigning typisk efterfølges af et stort kursfald, og det begyndte måske allerede mandag, da Kingtone-aktien faldt med over 14 pct.
Kingtone Wirelessinfo Solution udvikler trådløst kommunikationssoftware.